Femte Maj Stenen i Grenaa er opstillet ved indgangen til Anlægget fra Randersvej. Stenen er en natursten af bornholmsk granit, hvori der er indfældet et bronzerelief, der forestiller hovedet af en ung fakkelbærer. Relieffet er udført af Elna Borch. I stenen er indhugget datoen for Danmarks befrielse, 5. maj 1945, samt teksten:

Mod fremmed Aag har Folket stridt
Ved fælles Kamp blev landet frit.

I årene efter 1945 rejste man overalt i landet mindesmærker for befrielsen og for faldne frihedskæmpere, og mange steder samles man stadig om disse sten og statuer ved højtideligheder, hvor man mindes besættelsestiden.

I Grenaa tog Forskønnelsesforeningen i marts 1946 initiativ til at rejse en mindesten for befrielsen. Byrådet gav tilladelse til opstillingen og vedtog at yde halvdelen af udgifterne, ”dog højst 500 Kr., under Forudsætning af, at Stenen får et monumentalt Udseende”, som det står i referatet fra byrådets møde den 8. april 1946.

Den 29. april 1946 samledes bestyrelsen for Grenaa Forskønnelsesforening, repræsentanter for byrådet og fra den lokale afdeling af Frihedsrådet til et møde. Her fremkom borgmester Aksel H. Hansen med forslag om, at stenen placeres på det såkaldte ”Mads-Axels Torv”, der så skulle døbes om til ”Fredens Plads”. Torvet er den nuværende H. P. Rosenvinges Plads, der dengang uofficielt havde fået navn efter to af beboerne, arkitekt og borgmester Mads C. Thoft og overlæge Axel Klindt. Efter et møde i markudvalget blev man dog enige om, at lade stenen opstille i Anlægget på en plads kaldet ”Fru Mommes Hjerte”. Det var en lille blomsterbeplantet trekantet plads i den vestlige del af anlægget få skridt fra Randersvej.

Der blev udskrevet en konkurrence om indskriften på stenen. Blandt de 17 indkomne forslag vedtog man at vælge et fra landsretssagfører Engberg:

Ved fremmed Aag blev Folket eet
Ved fælles Kamp blev Landet frit.
I den endelige udformning er det dog ændret til:
Mod fremmed Aag har Folket stridt
Ved fælles Kamp blev Landet frit.

 

Søndag den 16. juni 1946 blev mindestenen afsløret ved en højtidelighed i Grenaa Lystanlæg. Mellem 200 og 300 mennesker var mødt op.

Indtil 1967 stod stenen i ”Fru Mommes Hjerte”, men det var en udbredt opfattelse, at den stod for mørkt og ubemærket, og da Kærvej/Vestervej skulle reguleres, vedtog Grenaa Byråd, at stenen skulle flyttes til Vestervej ved Vestre skole, hvor den kunne få en mere hensigtsmæssig placering. Det skete den 25 september 1967, hvor stenen blev flyttet fra anlægget til Vestergade.

Her stod den indtil 18 april 2009, hvor den blev flyttet til sin nuværende placering i anlægget.

Elna Borch, billedhugger, født i Roskilde 1869 og død i København 1950. Hun blev bl.a. uddannet på Kunstakademiet i København og modtog flere stipendier og udmærkelser. Hun arbejdede naturalistisk og lavede mange skulpturer og portrætter, som kan ses mange steder i landet.

Se også Weilbach: Dansk Kunstnerleksikon (1995).

 

DANMARK DIN FRIHED OG ÆRE
SVÆRGE VI TAVSE VOR ED.
REJST I TAKNEMMELIGHED
5. MAJ 1945

 

 

  

Femte Maj Stenen i Hammelev er en natursten.
Teksten

Danmark, din Frihed og Ære
sværge vi tavse vor Ed

er af Kaj Munk og står med messingbogstaver. Mindestenen står i en lille beplantning midt i byen. Afsløringen fandt sted ved en befrielsesfest den 5. maj 1946. I Grenaa Folketidende fra den 7. maj skrev man således:

En Mindesten afsløret i Hammelev.

Til Befrielsesfesten i Hammelev var mødt 150 Mennesker. Efter Sangen “Langt højere Bjerge” bød Formanden for Komiteen, Gdr. J. N. Kruse, Velkommen til Festen og udbragte et Leve for Kongen. Man sang “Kong Christian stod ved højen Mast”. Derefter talte Pastor V. Krarup, København, tidligere Hammelev, der sluttede med at citere et Vers af Sangen “Frihed er det bedste Guld” og afslørede en Mindesten, hvorpå var skrevet Kaj Munks Ord: Danmark, din Frihed og Ære sværger vi tavse vor Ed.

Derefter sang man “I Danmark er jeg født”, og man gik saa ind i Forsamlingshuset og bænkede sig ved Kaffebordene. “Fædrene-land ved den bølgende Strand” blev sunget, og Pastor Christensen, Hammelev, udtalte: Kaj Munks Ord , som er sat paa Stenen, skal minde os om, at vi til enhver Tid skal være rede til at værge vort Land mod dem, der vil krænke det. Frihed og Ret er værd at kæmpe for. Kaj Munks ord er et Krav til os om aldrig at glemme Fædrelandet og aldrig blive et let Bytte for Fjendehaand. Dette skal Mindestenen minde os om.

Saa blev “Brat af Slaget rammet” sunget, og nu vekslede Sang og Tale. Kruse udbragte et Leve for Fædrelandet, og den gode nationale Fest sluttede med en Aftensang.

 

 

 

 

Femte Maj Stenen er placeret på et stykke græs nord for kirken.

Initiativtagerne til stenens rejsning var pastor Otto Andersen, lærer Gustav Pedersen og gårdejer Rasmus Bilde.
Stenene blev hentet ved Bønnerup Strand og afsløret 5. maj 1946.

Stenens indskrift:

Bladet, som Herren det vilde.
Vendte sig tit.
Naar det gik Danemark ilde.
Vendte sig blidt.
5. maj 1945.

Befolkningen fejrede 5. maj i 15 år efter befrielsen 1945 med gudstjeneste og fest i forsamlingshuset, men holdt op, da gårdejer Rasmus Bilde døde 5. maj 1960.

 

End er der en Gud foroven

9. april 1940    5. maj 1945

 

Nedskrevet af karetmager Alfred Poulsen:

Efter moden overvejelse besluttede hotelejer Bernhart Rasmussen, mælkehandler Hans A. Mikkelsen og karetmager Alfred Poulsen at indbyde til møde på Ramten hotel angående rejsning ef en Fredssten i Ramten. Mødet blev fastsat til fredag d. 27. Sept. 1946, og bekendtgjort ved opslag i brugsforeningen. Der mødte 18 mand fra byen og omegnen.
Det vedtoges at benytte trekanten øst for byen til formålet, og de stedlige sognerådsmedlemmer P.Madsen og A.Lund mente, det var lovligt. Dertil kom at B.Rasmussen og hustru velvilligst overlod os et stykke af deres have som gave.

Der nedsattes et udvalg bestående af B.Rasmussen, H.A.Mikkelsen, P. Madsen, Anders Kruse og Alfred Poulsen. Det vedtoges at indskriften på stenen skulle have følgende ordlyd: End er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag. 9.april 1940 – 5.maj 1945.
Ligeledes vedtoges det, at savskærer Einar Poulsen skulle passe pladsen med rengøring og plantning samt hejse og sænke flaget for en passende betaling.

Sten var der nok af i omegnen og samme aften oplystes det, at der var en på P.Madsens mark, en på A.Kruses mark og en i Oscar Andersens grav i Fjerupgårde og nogle dage efter kørte udvalget i P.Madsens bil ud at se på sten. Det blev imidlertid deres første skuffelse, idet det viste sig, at en var revnet, en anden var for rund, en tredie for stor og fol upassende i form. En fjerde som vi fandt som ellers var pæn, var for skrøbelig.

Det virkede meget nedslående på udvalget, og efter at vi var blevet så nogenlunde enige oma, at det var den vanskeligste ôpgave vi indtil videre var sat til at løse, besluttede vi at stille sagen i bero indtil videre.  Det varede dog ikke længe før vi igennem karetmager Poulsen, Hemmed fik underretning om, at vi sagtens kunne få en sten i nærheden af Treå eller måske i Hemmed.

Vi kørte så alle fem til Hemmed, idet alle udvalgets medlemmer så nær som A.Kruse var med, K.A.Mikkelsen dog suppleret af sin kone og vognmand Einar Sørensen, som den dag kørte for os. Efter at have undersøgt banens store grusgrav ved Glæsborg station samt stensætningen overfor stationen uden at finde det vi søgte, fortsatte vi til Treå, hvor vi så på adskillige sten og valgte så en som de fleste af os syntes særdeles godt om, og som også blev den som nu er opført i Ramten.
Nu gjaldt det så om at få den hjem og det skulde vel ikke være så vanskeligt, da den jo ikke var så særlig stor.

En kran kunne vi få på stedet, og det formentes af vor tillidsmand, at der var en vognmand med heste og gummivogn i Brønstrup, der kunne og ville køre den for os, men tiden gik, og efter nogen tids venten opdagede vi, at vi fik ingen sten på den måde.

Efter nogle dages stilhed kommer vi i tanker om, at vi har en vognmand der rigtig kan køre. Ham får vi gjort interesseret og han stiller ved stranden med sit hestekøretøj og vil hente stenen hjem. B.Rasmussen og Alfred Poulsen er med og skal hjælpe med at læsse den, men da vognmanden ser stenen, er han klar over, at den kan han ikke køre fra stedet og den halve km. langs stranden og’endlig gennem et skarpt sving op til Treå, og på det grundlag tog vi hjem for efter vor mening
aldrig mere at beskæftige os med den sten. Det var en af vore store skuffelser.

Samme dags eftermiddag besigtigede A.Poulsen vor hjemlige grusgrav hvor vi fik øje på de to store sten, der står som skildvagter for indgangen til monumentet. Det lyste lidt op, og efter en tur gennem Battrupholt, Nimtofte og Mogenstrup hvor han fik løfte om valget mellem ti eksemplarer, stod humøret ret højt igen, der kunne man da komme til med biler.

Efter en rolig nat går A.Poulsen op til B.Rasmussen for at meddele ham den glædelige nyhed, men Rasmussen har i nattens løb udklækket en dejlig plan, der går ud på at hverve Zoneredningskorset, der som bekendt påtager sig alt og vist heller ikke er særlig dyr. Vi fik dog ikke forbindelse med Zonen, men derimod med Falck, Ryomgård, der jo nok ville påtage sig arbejdet, men for det første skulle de have 25 kr. pr. dag for en blokvogn og en snes kr. pr. time, og da vi deraf kunne slutte at et sådant foretagende kunne komme til at koste alle vore indsamlede penge, opgav vi tanken.
Efter en kort rådslagning, kom vi til det resultat, at stenen på stranden kunne slæbes op ved hjælp af en slæde og tre spand heste, hvilket også lykkedes nogle dage senere,  idet gårdejerne P.Krogh, Højgård, R.Skovsen, Ørbækhedegård og J.Just, Justsminde tilbød at køre..

Fortalt af E.Krogh og P.E.Svensson:

En tidlig morgen kørte fire gårdmænd af sted til Bønnerup, for med deres i alt 7 heste at slæbe stenen i land – den lå ca. 100 meter fra vandkanten. De 4 gårdmænd var Rasmus Skovsen, Jacob Just, Peter Krogh og Søren Kroer. Rasmus Skovsen, som mødte op med 3 heste, var den, der skulle lede slagets gang. Selvom Alfred Poulsen havde konstrueret en “slæde”, som stenen skulle glide på, var det strengt nødvendigt, at hestene begyndte at trække samtidigt; men dette lykkedes først i tredje forsøg. Da var også nogle af hamlerne sprunget, så man nu kun kunne bruge 6 af hestene.
Da stenen var kommet på land, blev den læsset på Axel Svenssons lastbil og fragtet til Ramten, hvor den blev læsset af på sin nye plads. Begge dele foregik med håndkraft!

Stenhugger Øvlesen, Grenaa monterede den med ophøjede bogstaver, og efter at den var rejst:på et cementfundament og tildækket havde vi en afsløringsfest den 7. december, hvortil der var mødt ca. 120 deltagere op. Vi sang: Til Himlene rækker din Miskundhed. Gud. Vort skønne flag som brugsforeningen havde skænket gik derefter til tops, mens vi sang:
Der er ingenting der maner, og fru hotelejer Rasmussen talte for flaget hvorefter vi sang: Der er et yndigt land. Ved hejsningen af flaget medvirkede et medlem af Ramten Idrætsforening, Ruth Kroer og et medlem af den kristelige ungdomsbevægelse, Willy Poulsen. Derefter afslørede A.Poulsen stenen og mindedes vore faldne og dem som led under besættelsen, samt vor konge som under de vanskelige tider gjorde de ord som står øverst på.stenen til sine.

Efter sangen: Jeg elsker de grønne lunde, fortsattes festen på hotellet ved de veldækkede og smukt pyntede kaffeborde, hvor vor særlig indbudt taler lærer Thomsen, Mastrup holdt en kristelig-national tale: Guds Miskundhed og Menneskers Tilfredshed og Ærlighed.
Mange andre havde ordet: Edv. Christensen, A.Lund, B.Rasmussen, R.Skovsen, Willy Poulsen, L.Svane, fru Kristine Johnsen, Fru Rasmussen og Jakob Just, der alle gav udtryk for deres glæde over det der havde samlet os, ligesom der også blev talt for Kongen og Dronningen.
Det foresloges af B.Rasmussen, at der hvert år 5. maj skulle afholdes en lignende fest (kristelig-national) og at der for at skaffe midler til vedligeholdelse skulle foretages en bortlodning hvis det gjordes nødvendigt.

Traditionen med alsang den 4. maj fortsatte i nogle år frem.

Indskriptionen blev oprindelig opsat med bronzebogstaver , men disse blev i 1985 udskiftet med bogstaver indgraveret i stenen.Denne sidste restaurering blev betalt af Bikuben Ørum og Dj Bank.

 

I MINDET OM FRIHED FOR LAND OG FOLK
ER DENNE STEN VORT HJERTES TOLK
5. MAJ 1945

 

Femte Maj Stenen i Revn er en natursten. Mindestenen er rejst midt i byen på en lille plads. Omkring stenen vokser en tjørnehæk, som klippes i stenens form.

Petri Kruse, som har opstillet mindestenen, har i 1996 givet følgende oplysninger til Grenaa Egnsarkiv:

I april 1940 overtog Petri Kruse en gård i Revn. Et par år efter befrielsen tog han initiativ til at rejse en mindesten. Han stod selv for alt det praktiske med hjælp fra de unge mennesker, som var ansat på hans gård. Stenen fandt han i en grusgrav på sin mark. Den blev trukket op ved hjælp af et spil i et treben og slæbt op på en vogn, som af heste blev trukket til pladsen midt i byen. Stenen står på et stykke byjord, hvor der tidligere havde været en rampe, som blev brugt, når kreaturer og maskiner skulle læsses på vogne. Petri Kruse fik lov til at disponere over jorden mod at genopbygge rampen på sin egen mark, ligeledes ud mod vejen.

Der blev lavet en konkurrence om inskriptionens ordlyd. Frode Bille fra Revn vandt konkurrencen med følgende:

 

I Mindet om Frihed for Land og Folk
er denne Sten vort Hjertes Tolk.

 

Teksten blev påsat med messingbogstaver, som Petri Kruse selv bekostede. Senere fik han fornyet nogle af bogstaverne, som byens drenge havde pillet af. Mindestenen blev opstillet et par år efter befrielsen, men der var ingen officiel afsløring. Nogle af byens beboere samledes ved stenen, sang en fællessang og drak kaffe hos Petri Kruse.

Kun en enkelt gang er der lagt en krans og holdt en højtidelighed på foranledning af Grenaa byråd (ca. 1976 eller lign?)

Hækken omkring stenen bliver klippet af beboerne i den tilstødende have. Tidligere var der et bed med roser foran stenen. Det blev passet af en mand i Revn. Han er død nu. Roserne er borte, og den lille plads foran stenen benyttes nu som venteplads for buspassagerer.

 

 

  STÅ SKAL VORT FÆDRELAND

  5 MAJ 1945

 

Den 5 juli 1945 blev der under festlige former afsløret en fredssten i Sangstrup. Beboerne og en del indbudte gæster samledes ve forsamlingshuset, hvorfra man med F.D.F.´s orkester i spidsen marcherede hen til vejkrydset ud for Chr. Greves gård, hvor den smukke sten har fået sin plads. Pladsen er belagt med sten og omkranset af natursten.

Gårdejer Johs. Kaysen havde taget initiativ til at få stenen rejst og fru pastor Andersen har fundet ordene til stenen, som stammer fra Valdemar Rørdam: “Danmark i tusind år”.

Stenen er en smuk granitsten, og den har følgende indskrift:

Stå skal vort fædreland
som fri mænds arv
5 maj 1945

 

 

 Tekst:

9. April 1940 – 29. August 1943 – 5. Maj 1945

 

 Femte Maj Stenen i Vejlby er opstillet foran Vejlby skole. Det er en natursten med indskriften: ”9. April 1940 – 29. August 1943 – 5. Maj 1945 “.

Mindestenen blev afsløret ved en befrielsesfest den 5. maj 1946. Ifølge Grenaa Folketidendes referat den 7. maj udtalte Pastor Clausen, Vejlby, følgende i sin velkomsttale til beboerne:

Den Sten, som er rejst her, har kun 3 Datoer som Indskrift: “9. April 1940 – 29. August 1943 – 5. Maj 1945”, men det er også nok. Den 9. April skal minde os om Nederlagets Dag, den 29. August 1943 er Oprejsningens Dag og den 5. Maj er Befrielsesdagen. De tre Datoer behøver ingen Kommentarer, men denne Sten skal minde os om de soldater, der mistede Livet den 9. April, om alle dem, der satte Livet til under Besættelsen, om dem, der sejlede i det Fremmede og blev derude, om dem, der sad i Fængsler og Koncentrationslejre, og om dem, der blev bundet til Pælen og nu ligger i Ryvangen. Den skal minde os om vor Konge, som holdt ud.

Proprietær Eriksen, Næsgaard, takkede på sognerådets vegne de mænd, som havde sørget for, at stenen blev rejst, og lovede at værne om den. Derefter gik forsamlingen til kaffebord og fællessang i skolens sal, og lærer Josephsen, som selv havde deltaget i modstandsbevægelsen og været i tysk fangelejr indtil befrielsen, udtrykte sin glæde over, at mindestenen var rejst uden for skolen,

…idet det er af Betydning for Børnene, at de kan have Stenen til at minde om, at Danmark var i Nød, men at der var nogle, som sammen med deres Komge gik ind i en Kamp for at faa Landet frit igen.

Stenen er flyttet nogle meter fra sin oprindelige plads i forbindelse med, at indgangen til skolen er ændret.

 

   DANMARK

   ALDRIG AF KAMPEN
   TRÆT SÆLGE DU MAA
   DIN FRIMANDSRET
   9-4 1940. 5-5 1945

 

 Mindestenen i Ørum

Ørum Djurs har som så mange andre landsbyer sin mindesten, der er rejst for at minde kommende slægter om anden verdenskrig og besættelsen. Stenen har været flyttet et par gange, men står nu overfor Brugsen/biblioteket. Den bliver pænt vedligeholdt al borgerforeningen. Alfred Høeg, tidligere Ørum, nu Krattet Grenå, der var Initiativtager til rejsning af stenen, har skrevet følgende artikel om den. Artiklen må ses I relation til hvad der tidligere har været skrevet om mindesten og til mlndestensudvalgets arbejder.

Stenen blev fundet af mig i en grusgrav tilhørende gårdejer Kelmer Hougård, stik syd for Ørbæk Skov, ca. 25 m vest for Jordemodervejen.. Efter at have talt med sognerådsformand Carl Jochumsen, og beskrevet den, blev den naturligvis godkendt. Det blev overdraget til mig at sørge for at stenen kom til Ørum. Jeg allierede mig med brøndborer Niels Laursen, Mastrup. Der selv om han ikke boede i Ørum, ja, endda i en anden kommune, beredvillig som han altid var og er, stillede sig selv og sit løftegrej til rådighed. Han var ejer al en såkaldt »Patent.talje« med løfteevne op til tre ton. Og med taljen ophængt i tre til formålet opstillede granstammer, gik vi så i »krig« med at løfte stenen, og når man tænker tilbage på, hvad man rådede over af tovværk og deslige, kan man kun undres over at vi Ikke fik hele skidtet i hovedet under aktionen, men det gik fuldstændig, som planlagt, og med megen møje og besvær, fik vi stenen så højt op, at vognmand Walter Sørensen, kunne bakke ind under stenen, hvor efter Niels og jeg firede den langsomt, og blidt ned i ladet på bilen, jeg behøver vel ikke at pointere, at det var det nemmeste ved hele arbejdet.
Stenen blev senere af stenhugger Øvlesen, vurderet til, ikke at veje under 4½ ton.

Stenen blev indviet i april  1946, hvor der ved samme lejlighed, blev holdt tale af fire al byens »honoratiores«. De talte for Gud, Konge, og Fædreland, patriotisme og sammenhold, så blev der råbt tre gange hurra og så det lange. Der blev sunget: »Danmark for folket«, og »Der er et yndigt land«. Nu kunne man jo nemt forledes, til at tro, at de efter de mange lovprisninger, af hverandre, også havde udtalt en tak til i hvert fald Niels Laursen, men den måtte man vente forgæves på.

AH

På stenen står der:
Danmark
aldrig af kampen træt. Sælge du må din frimandsret
9-4 1940. 5-5 1945.

Stenen var tidligere placeret overfor Brugsen, men er nu flyttet hen foran Sognegården, hvor den står på et lille trekantet areal med lave buske og en flagstang, samt et par bænke.

 

Byplanprisen 1998
Grenaa kommune modtaget for god byplanlægning
Dansk Byplanlægningslaboratorium
Danske Arkitekters Landsforbund
nedsænket nov. 1998

 

Byplanprisen fik Grenaa for den konsekvente gennemførelse af renoveringen af midtbyen fra et trafikplaget centrum til et fredeligt byrum med flotte pladser og bevarelse af byens middelalderpræg med kirken i midten, og med gågaderne strålende ud derfra i alle retninger af torvet omkring kirken, og ligeledes renoveringen af Grisetorvet. Samtidig er byens hoveindfaldsvej, Havnevejen og centerringsgaden trafiksikret og visuelt forskønnet.

I Erhvervsstyrelses publikation om byudvikling kan man læse følgende:

“Grenaa Kommune har i bymidten og havneområdet er skabt byrum og gågader af høj kvalitet. Bymiljøet og trafiksikkerheden er blevet væsentligt forbedret, således at bylivet og oplevelsen af at opholde sig udendørs og færdes til fods er beriget. Byplanprisen 1998 tildeles Grenaa Kommune for det solide planlægningsarbejde. En indsats hvor den politiske vilje til undervejs at satse på arkitektonisk kvalitet har været imponerende”.

Afsløringen fandt sted tirsdag 18 november, da borgmester Gert Schou afslørede den nedsænkede bronzeplade foran rådhuset. Mange mennesker har medvirket til at det kunne lade sig gøre, og kostet mange millioner, Gert Schou luftede planer om fortsatte forandringer fremover.

 

Bystævnet i Homå blev indviet den 6. August 1960. Beboerne i Homå med tidligere sognerådsformand Rasmus Kristensen som initiativtager besluttede sig for at genskabe en bystævneplads.

Indtil slutningen af 1700-tallet var bystævnet det sted, hvor landsbyens bønder mødtes for at træffw beslutninger om fællesanliggender, såsom driften af markerne, byhyrdens arbejde, den fælles bytyr og lignende. Det nye bystævne har ikke denne afgørende betydning, men kan være medvirkende til at fastholde det sociale fællesskab i landsbyen.

Bystævnet er anlagt på en trekantet plads, ved siden af den gamle skole, som overretssagfører D. Kjølner-Augustson, Lyngdal, har givet til formålet. Midt på pladsen vokser en lind, og i en ring omkring træet er sat sten for hver gård i byen, 13 ialt. Disse sten er hentet på de ejendomme, de repræsenterer, og har fået indhugget ejendommens matrikelnummer. Op ad træet i midten står Lyngdals sten. Pladsen er indrammet af en række store sten.

Hvert år samles bymændene en aften i maj og sætter sig på hver deres sten. Oldermanden, som vælges for et år ad gangen, åbner mødet, og derefter drøfter man lokale anliggender. Aftenen slutter med fælles kaffebord. Til oldermandsværdigheden hører en oldermandsstok. Den bliver hvert år videregivet til den nye oldermand og får påsat en sølvplade med hans navn.

Læs mere om bystævnet i Grenaa og omegn, før og nu, 1978

 

   Paa havet herudfor
   henbare Englene
   Elfrida Grentzmann
   og
  Gisela Thierry
   i Abrahamns Skiød
   Luk. 11.
   d. 17 Aug. 1891.

 

Baggrund. Drukneulykken har Gaston Thierry omtalt i en skildring af lægehjemmet på Anholt i værket “Hjemliv og Trosliv. Mindeblade fra Indre Missions Vaartid i Danmark”, III, 1934. Gaston Thierry var søn af læge August Thierry på Anholt, og han fremhæver, hvorledes begivenheden den 17. August 1891 satte et dybt og uerstatteligt skel i familiens historie:

Henimod Aften gik Thierrys eneste Datter med en Broder- og Søsterdatter af Købmand Grentzmann til Vesterstrand for at tage endnu et Bad. De var allerede ved at gaa op af Vandet, da den ene fik Lyst til at tage endnu en Svømmetur. Pludselig bliver hun bange, Thierrys Datter skynder sig ud til hende og rækker hende Haanden, hvorved de begge synker. Den tredie unge Pige løber efter Hjælp og faar fat i en Dreng, der af alle Kræfter løber til Lægeboligen, hvor han grædende siger, at der er druknet to Mennesker ved Vesterstrand.
I største Hast løber Thierry og en Søn til Stranden, hvor Anholtkutterens Mandskab er kommet til i deres Jolle. Det tager kun faa Øjeblikke at finde de druknede og bringe dem i Land, hvor Oplivningsforsøgene utrætteligt fortsættes. Først henad Midnat lader Dr. Thierry Hænderne synke og erklærer, at det er haabløst at fortsætte. Varsomt løftes de døde Legemer til Vogns i uldne Tæpper, og langsomt gaar Toget i den maanelyse Nat til de to Hjem.

Om Carl Møller og hans arbejde med mindesmærkerne på Anholt skriver Peter Linde i bogen “Anholt”, 1948, s. 112:

Indskriften paa Mindekorset ved Veststranden, Indskrifterne paa Thierrys Gravsted, Indskriften paa “Frihedsstøtten” og paa Krigsmonumentet er indhugget af en mand, som hed Christen Møller. Han var Jyde, “Morbroder til jydske Karen, som var gift med en Anholter”. 1864 blev han Krigsfange i Wittenberg, og her fik han lært Stenhuggeriet. Han brugte sin Kunst paa Anholt, og foruden de nævnte mere monumentale Opgaver, som han fik at klare, kom han til at lave en Mængde ganske smaa Marmortavler, en slags Brevpressere, som paa den ene Side bærer Gisela Thierrys Navn eller Elfrida Grentzmanns Navn og paa den anden Side et bibelsk Skriftsted. Af slige smaa Mindesten, som Dr. Thierry bestilte hos Christen Møller, er mange i Behold hos Beboerne paa Anholt.

 

 

Om initiativet og financeringen skrev Randers Amtsavis den 14. August 1905:

Havnemester Olsen gjorde rede for Monumentets Tilblivelseshistorie: Han oplyste, at Krigsministeriet har skænket 2 af kanonerne, Marineministeriet 200 kr., Københavns Officersforening 100 kr., Kammerherre v.d. Maase 50 kr. Og et halvt hundrede mindre Bidragsydere ialt 337 kr. Kommunen har skænket Grunden.

Han betonede, at alt arbejdet er udført af lokale kræfter, og rettede en tak til enhver, der paa den ene eller anden Maade havde hjulpet med.
Han overgav endelig Monumentet til Sogneraadet til Vedligeholdese.

Anholts præst, pastor Christensen, var formand for den komité, der havde forestået indsamlingen og monumentets opsætning.

Om mindesmærket skriver Peter Linde i bogen “Anholt”, 1948, s. 28:

Mindesmærket til Ære for de Danske, som faldt under Kampen mod Englænderne i Slaget paa Anholt 1811, blev rejst i Aaret 1905 og bestaar i en tresidet Opbygning af store, raa Kampesten. Hist og her er der puttet smaa Skærver og Rullesten ind i de brede Cementfuger, en mærkelig oldtidsagtig Teknik, som gør det hele alvorligt og ærværdigt og faa det til at se uhyre gammelt ud. Det nederste Sokkelparti er af ekstra store Kampesten, og paa særlig udsøgte Blokke, der danner de fremspringende Hjørner, er opstillet Kanoner, som med den øverste Ende af Løbet støtter sig til den høje Granitopbygning. Øverst oppe er der arrangeret tre Kuglepyramider, og midt imellem dem staar en Søjle af Sandsten samlet af to Tromlestykker. Den øverste Flade af søjlen er skraat afhugget, man har altsaa søgt at efterligne en overbrudt Søjle, man har villet rejse et Symbol paa det bristede Haab. Paa en af Opbygningens trende Sideflader, den, der vender mod Nord, er en Stenplade med Indskriften:

Danske
Officerer og Menige
faldne paa Anholt
27 Marts 1811

Værer Fred med Eders Minde
I som Pligtens Bud adlød
Og i Kamp mod mægtig Fjende
Fandt for Danmark Heltedød

Søjlen øverst oppe paa Monumentet er tildannet af to sekskantede Sandstensprismer, som blev hævet fra et Vrag, der ligger sunket ud for Anholt Havn. Der blev bjerget flere saadanne sekskantede Sten end de to, der blev benyttet til Monumentet. Een blev lavet til Vejtromle, og een skal være havnet i en Villahave ved Sjællands Nordkyst. Man maa antage, at det sunkne Skib har været paa Vej mellem Norge og Danmark lastet med Bygningssten for et eller andet kongeligt Foretagende engang i Christian den Fjerdes Dage. Arkitekturhistorien vil maaske kunne klare Problemet, saa at Monumentet derved vil faa endnu større historisk Interesse. De tre Jernkanoner, som staar opstillet paa Monumentets Hjørner, er af meget forskellig Alder, men ingen af dem har direkte Tilknytning til Batalien 1811. Kanonen, som staar til venstre for Indskriftstavlen, altsaa mod Nordøst, er en af Hærens glatløbede 12 Punds Granatkanoner af Artillerigeneral Fibigers System 1834. Kanonen tilhøjre for Indskriftstavlen, altsaa mod Nordvest, er en af Flaadens riffelløbede 4 Punds Kanoner af Model 1868. Forneden paa Løbet ser man indhugget en Vægtangivelse: 906 Pund. Slige Kanoner kaldes sædvanligvis Nicentners. Begge disse Kanoner er i sin Tid blevet støbt i Sverige. Kanonen, som staar paa Sydhjørnet, er af ganske samme Slags som sekd andre, der forbundne med Ankerkæder, danner en Indhegning omkring Monumentet. Disse syv Kanoner er af den Slags, som kaldes Finbankere, og de hører hjemme i Christian den Fjerdes Dage. De er alle sammen saa medtaget af Rust, at deres fine Profilering er blevet uskarpe, eller næsten helt er forsvundne, alligevel faar man Respekt for disse ældgamle Kæmper, som i længst forglemte Feltslag tordnede og flammede og brølende af Hidsighed er sunket tilbunds i det svale Hav, og saa efter Aarhundreders Forløb er blevet hentet op til den Verden, de forlod i Vrede, men som de nu stilfærdigt kan hygge sig i, samtidig med at de vogter over dyrebare danske Minder.

Monumentet blev som før sagt rejst i Aaret 1905. Dets kunstneriske Form og opbygning skyldes Billedhuggeren Carl Bonnesen. Materialets Tildannelse har Stenhugger Månson været Mester for. Indskriften paa Tavlen er et Arbejde af Christen Møller. Verset er forfattet af Bestyrer Hans Hjorth. der endte sine Dage som Byfoged i Aalborg.

Den højtidelige Afsløring af Monumentet fandt Sted den 12. August 1905 Kl. 16. Pastor Christensen, Anholt, udbragte et Leve for Kongen, og saa faldt Dækket. Bestyrer Hjorth, Anholt, holdt derefter et lille historisk Foredrag om Krigsbegivenhederne 1811, og Havnemester Olsen tekkede Bidragyderne. Til Slut udbragte Konsejlpræsident I. C. Christensen, der sammen med Oberstløjtnant Seedorf og Kommandør Kofoed-Hansen i den festlige Anledning var taget over til Øen, et Leve for Danmark.

Carl Bonnesen, billedhugger, født 1868 i Aalborg og død 1933 i København. Han var uddannet på Kunstakademiet i København og har haft mange udlandsophold. Han har en stor og alsidig produktion bag sig og har lavet mange værker i bronze. En stor del af hans gipsmodeller findes i dag i Tingbæk klakminer.

Om Carl Møller og hans arbejde med mindesmærkerne på Anholt skriver Peter Linde i bogen “Anholt”, 1948, s. 112:

Indskriften paa Mindekorset ved Veststranden, Indskrifterne paa Thierrys Gravsted, Indskriften paa “Frihedsstøtten” og paa Krigsmonumentet er indhugget af en Mand, som hed Christen Møller. Han var Jyde, “Morbroder til jydske Karen, som var gift med en Anholter”. 1864 blev han Krigsfange i Wittenberg, og her fik han lært Stenhuggeriet. Han brugte sin Kunst paa Anholt, og foruden de nævnte mere monumentale Opgaver, som han fik at klare, kom han til at lave en Mængde ganske smaa Marmortavler, en Slags Brevpressere, som paa den ene Side bærer Gisela Thierrys Navn eller Elfrida Grentzmanns Navn og paa den anden Side et bibelsk Skriftsted. Af slige smaa Mindesten, som Dr. Thierry bestilte hos Christen Møller, er mange i Behold hos Beboerne paa Anholt.

 

   Anholterne rejse
   denne Sten til Minde
   om Aaret 1902 da
   Kmhr. v. d. Maase
   solgte Fæstejorden
   Staten skænkede
   Anholt en Havn
   Vilh. Hoffmann
   Byggede den
   *
   Dersom Herren ikke
   bygger Huset arbejde
   Bygningsmændene
   forgæves. Ps. 127.

 

 

Om mindesmærket skriver Peter Linde i bogen “Anholt”, 1948, s. 19:

Paa den sydlige Del af samme Plads ved Forsamlingshuset staar et Mindesmærke paa en lille trekantet gruset Plads omgivet med lavt Trægitter. Mindesmærket eller Monument er en tre Meter høj Bautasten plantet i en bred Sokkel af rullestensblandet Beton. I Forsiden af den raa Monolit er indfældet en Marmortavle med denne Indskrift (herefter citeres ovennævnte indskrift).Den store Sten er hentet i Sverige, den blev skænket Anholt By af Entreprenør Hoffmann.Anholterne kalder Monumentet for deres Frihedsstøtte. Det erjo to for Øen meget vigtige Begivenheder Marmortavlens Indskrift minder om og giver Aarstal paa.

Om Carl Møller og hans arbejde med mindesmærkerne på Anholt skriver Peter Linde i bogen “Anholt”, 1948, s. 112:

Indskriften paa Mindekorset ved Veststranden, Indskrifterne paa Thierrys Gravsted, Indskriften paa “Frihedsstøtten” og paa Krigsmonumentet er indhugget af en Mand, som hed Christen Møller. Han var Jyde, “Morbroder til jydske Karen, som var gift med en Anholter”. 1864 blev han Krigsfange i Wittenberg, og her fik han lært Stenhuggeriet. Han brugte sin Kunst paa Anholt, og foruden de nævnte mere monumentale Opgaver, som han fik at klare, kom han til at lave en Mængde ganske smaa Marmortavler, en Slags Brevpressere, som paa den ene Side bærer Gisela Thierrys Navn eller Elfrida Grentzmanns Navn og paa den anden Side et bibelsk Skriftsted. Af slige smaa Mindesten, som Dr. Thierry bestilte hos Christen Møller, er mange i Behold hos Beboerne paa Anholt.

 

 

Fru Annes Sten står på en mark ca. 500 meter sydøst for Hessel. Stenen er sandsynligvis rejst engang i middelalderen. Ifølge Erik Pontoppidan: “Den Danske Atlas” fra 1768 er Fru Annes Sten blevet sat til minde om, at fru Anne (eller Anna) fødte et barn på det sted. Dengang gik landevejen mellem Grenaa og Århus tæt forbi stedet, og fru Anne har måske befundet sig på vejen, da fødslen er gået igang. Hvem fru Anne var, vides ikke.

Om Fru Annes Sten skriver Carl Svenstrup i Grenaa bys historie bind, bd. A I, s 86:

Købstæderne havde deres egen Byret, som gjaldt, saa langt som Købstadens Jorder naaede. Hvor Landevejen førte ind over Byens Grænseskel stod Fredskorset, som viste, at her begyndte Købstadens særlige Ret og dens særlige Beskyttelse.

Eftersom Straffen var strengere for at “bryde Byfreden” end for en Ugerning,  som var forøvet uden for Byens  Grænse, saa fik det til Tider Betydning at kunne paavise det nøjagtige Sted, hvor en Voldsgerning var begaaet. Fredskorset, hvor vejen fra Syd førte ind paa Grenaa Jord ved Hessel, er for mangfoldige Aarhundrede siden borte. Men “Hanne-Stenen”, eller “Fru Annes Sten”, som den nu hedder, staar den Dag i Dag ude ved Hessel paa det Sted, hvor man mener, at den gamle Landevej til Grenaa har gaaet, og viser, hvortil  Byens “Fæste” og Fægang  gik i ældgammel Tid.

Carl Svenstrup omtaler desuden et par retsager fra 1500-tallet, hvor netop Fru Annes sten var udslagsgivende for strafudmålingen, idet byens borgere på den tid ikke har været i tvivl om , “at Byens Jorder strakte sig Sønden for Hessel til Hannestenen”.

Fru Annes sten er omtalt i:
Stig Holsting: Djursland, side 47 (1977).
Carl Svenstrup: Grenaa bys historie, bind A I og A II.
Erik Pontoppidan: Den Danske Atlas, bind 4, side 324. (1768).

 

Genforeningsegen i Albøge er plantet den 9. juli 1920 til minde om Genforeningen. Beboerne i Albøge plantede egetræet på byens fællesjord, en lille trekantet plads, omgivet af veje, kaldet “Planteland”. Sognefoged Søren Friis modtog som oldermand træet på byens vegne, idet han udtalte håbet om at egen gennem flere hundrede år måtte stå som et minde om genforeningen. Pladsen omkring egen blev indhegnet med et lavt hvidt stakit og beplantet med roser. Vedligeholdelsen skete med midler fra byens fælles kasse.

I Grenaa Folketidende den 12. juli 1920 omtales begivenheden således:

Genforeningsfest i Albøge.

I Albøge Bys Midte blev Fredag Eftm. plantet en “Minde-Eg”. Efter Sangen “Brat af Slaget rammet” talte Lærer Hagemann til Forsamlingen (ca. 70 Mennesker) om Sønderjylland, om dets Kamp, dets Længsel og dets Haab, og tilsidst om de 3 Mindesmærker “Flensborgløven”, “Skamlingsstøtten” og “Modersmaalet”. Gaardejer R. Skaarup bragte en Tak til Lærer H. paa Forsamlingens Vegne. Det blev enstemmigt vedtaget, at Vedligeholdelsen af den lille “Fredeplet” betales af Byens Kasse. Sognefoged S. Friis bragte en Tak til de Mænd, der fik den kønne Tanke omsat til Handling, at Egen gennem mange hundrede Aar kan staa og tale til Efterslægten om den store Genforeningsdag. Gaardejer E. Bach læste en lille Fortælling fra Sønderjylland. Den smukke Højtidelighed sluttede med “Kongernes Konge”.

I dag har egetræet vokset sig stort , men kun de færreste forestiller sig, at der er noget specielt ved det, at det er en “minde-eg”. Det lille anlæg med roserne er borte, og vejens asfalt breder sig efterhånden ind over “Planteland”.

 

 
I gårdejer Niels Thorups Plantage i Dalstrup er der ved en korsvej rejst en genforeningssten af plantagens ejer, forpagter Aksel Thorup og inspektør Andersen, Dalstrup plejeanstalt. Den ret store, nærmest hjerteformede sten blev af forpagter Aksel Thorup fundet på anstaltens mark, hvorfra han slæbte den til plantagen forspændt 4 heste. Her blev den opstillet ved korsvejen tillige med en flagstang, og pladsen indhegnet. På forsiden af sten er indhugget:

1920 OG DE TROEDE AT HJERTEBAAND KAN BRISTE

Årstallet 1920 er omslynget af en stiliseret egekrans. Mindestenen rejstes og afsløredes Valdemarsdag 1922. Sognepræsten J.A.Vedsted og redaktør Andersen, Grenå, talte. Førstnævnte afslørede stenen, som af gårdejer Niels Thorup blev overdraget til byen, der i fremtiden værner og vedligeholder mindesmærket.I Grenaa Folketidende den 16. juni 1922, kunne man læse:

I gårdejer N. Thorups smukke have i Dalstrup ud mod den offentlige vej afsløredes i går i overværelse af 150-200 mennesker, en smuk genforeningssten, der er rejst af beboerne i Dalstrup. Stenen der er fundet på en mark i Dalstrup, bærer indskriften: 1920. Og de troede, at hjertebånd kan briste.

Ved afsløringsfesten talte pastor Vedsted, Veggerslev – Villersø, der efter talen oplæste en smuk kantate, som vi senere skal bringe her i bladet, samt redaktør Andersen, Grenå, der navnlig fremhævede betydningen af, at vi her i Danmark og som under vanskelige kår måtte fortsætte den nationalitetskamp, der er for hele folket. Før og efter talerne sang Villersø Sangkor under lærer Jensens dygtige ledelse en række smukke flerstemmige sange, der lønnedes med stort bifald.

Inspektør Andersen, Dalstrup, der ledede mødet rettede en tak til talerne og sangerne, til gårdejer N.Thorup og forpagter A.Thorup og i øvrigt alle der havde bidraget til at få genforeningsstenen rejst og til festens lykkelige forløb.

 

    CHR IX     CHR IX
     1864            1920
  VÆR TRO I MODGANGSTIDEN
STYRK FREDEN EFTER STRIDEN

 

Ved Fannerups Venstrevælgerforening generalforsamling i marts 1926 fremsattes forslag om at rejse en genforeningssten i byen, og et udvalg med sognerådsformand, gårdejer Laurits Hougaard valgtes til at forestå arbejdet. De nødvendige pengemidler indkom fra byens borgere, og en stor sten blev fundet i udkanten af Fannerupsgårds skov ned til Sundet og skænket af gårdens ejer. På blokvogn kørtes den til en trekantet plads i Fannerup nordre bydel, hvor de tre veje mødes. Jorden tilhørte gårdejer Laurits Hougaard, der skænkede den til mindeplads, og her rejstes mindestenen på en lille jordforhøjning, omgivet at et stenparti og selve pladsen er afgrænset af større natursten, forbundet med en jernkæde.

Byens daværende lærer, Strunge har foreslået indskriften:

CHR IX     CHR IX
1864            1920
VÆR TRO I MODGANGSTIDEN
STYRK FREDEN EFTER STRIDEN

Den 20. september 1926 blev stenen afsløret, hvor daværende højskoleforstander Severin Andersen, Djurslands Højskole, talte.

Mindestenen er overdraget til kommunen.

 

 

 

 

   Genforeningen
   19 CX 20
   Saa maatte Lænken briste
   Vi sige Herren Tak
   I Haabet om de sidste
   som Smertens Bæger drak

Genforeningsstenen står på trekants-anlæg, hvor Hestehavevej går ud i vejen Stokkebro i forbindelse med byen Stokkebros flaganlæg. Anlægget er omkranset af mindre sten og et lavt rækværk i træ.

Efter at tanken i nogen tid havde været drøftet mand og mand imellem blev der omkring ved 9.’ juli 1920 nedsat et udvalg bestående af gårdejer Rasmus Villumsen, Gjerrild, gårdforpagter Valdemar Thrane, Stokkebro og slagter Vilhelm Hansen samme sted, til at tage sig af sagen. En passende sten blev skænket af gårdejer Marius Sørensen, Stokkebro og rejst i udkanten af Stokkebro by ved vejen og tæt ved skellet mod Gjerrild by.
På stenen kom til at stå følgende indskrift, hugget af sten- og billedhugger J. Øvlesen, Grenaa:

Genforeningen
19 CX 20
Saa maatte Lænken briste
Vi sige Herren Tak
I Haabet om de sidste
som Smertens Bæger drak

Verset er forfattet af Pastor Vilhelm Gregersen, tidligere sognepræst i Hornslet, da pensioneret og boende i Gjerrild.

Stenen indviedes ved en festlighed lørdag den 31. juli 1920, hvor over 1000 mennesker deltog. Til indvielsen var indbudt som særlige hædersgæster, sognets gamle veteraner og til lige skolebørnene fra Gjerrild og Stokkebro skoler. Sognepræst, pastor I. Christian Knudsen holdt indvielsestalen ved stenen, hvorefter denne afsløredes og overdroges til byens værn og fred. Herefter gik den store forsamling i festligt optog med faner og de gamle veteraner i spidsen under afsyngelse af: Den tapre Landsoldat, til Gjerrild Kro hvor man bænkede sig – over 100 deltagere – ved kaffebordet. Børnene over hundrede i tal, beværtedes i haven, medens de unge på grund af pladsmangel måtte vente, indtil de ældre var forsynede.

Ved kaffen talte pastor Vilhelm Gregersen for veteranerne. Taleren, der var sønderjyde og født i Flensborg, bragte veteranerne en tak fra Sønderjylland. Sognefoged Chr. Thorsen talte for de faldne og udtalte et: Ære være deres minde. Flere sange blev sunget.

Pengene til stenens opstilling, pladsens regulering, hugning af indskriften m.m. indkom ved frivillige bidrag fra sognets beboere. En del arbejde udførtes af de stedlige håndværkere delvis uden vederlag. Ovenstående redegørelse skyldes Chr. Knudsen, sognepræst i Gjerrild 1916-21.

Genforeningsstenen i Lyngby står på hjørnet af Fladstrupvej og Lyngbyvej på en lille grusbelagt plads forsynet med en flagstang og omkranset af en klippet hæk .

I sommeren 1920 samledes beboerne i Lyngby om at rejse et mindesmærke for genforeningen, og på Djurslands Højskole (det nuværende plejehjem) holdt man foredrag for alle interesserede om Sønderjyllands historie og natur.

Stenen blev hentet fra en gravhøj på Chr. Meiniches mark ved Søby og blev trukket af fire heste til Lyngby, hvor den blev opstillet på pladsen foran det i 1876 nedlagte seminarium (nu Fladstrupvej 53). Man lavede et fundament til stenen i form af en jordhøj belagt med sten. Omkring selve mindestenen anbragtes en kreds af sten forbundet med en jernkæde. Bag stenen rejstes en flagstang, og byens kvinder skænkede et dannebrogsflag. Lærer Østergaard og Gårdejer Kristen Kristensen forfattede indskriften.

Mindestenen blev afsløret ved en højtidelighed den 15. august 1920. I Grenaa Folketidende den 11. august kunne man læse:

En genforeningssten i Lyngby

I Lyngby har man i de sidste Dage haft travlt med at rejse en Genforeningssten. Den er fundet ved en Kæmpehøj paa Chr. Meiniches Mark i Søby, og fire Heste har trukket den til Lyngby.

Skomager Jensen har med stor Agtværdighed overladt Bymændene sin Have foran Seminariet. Den er nu ryddet, og i Søndags rejste Borgerne Stenen, som er 4 alen høj og i hele sin Form pragtfuld og mægtig. Hele Anlæget kranses af en 16-17 store Sten, der forbindes med hinanden ved en kraftig Jernlænke. Hr. Proprietær Nielsen paa Nygaard har foræret en Flagstang og Byens Kvinder et Flag.

Når hele Anlæget er færdigt, bliver det meget smukt, en Pryd for den gamle, hyggelige By, og for de kommende Slægter en Mindelse om den store Lykke, Danmark oplevede 1920. Stenen vil hver Dag tale sit stærke Sprog. Forsiden af Stenen er prydet med to store Monogrammer: Chr. 9. 1864 og Chr. 10. 1920, samt følgende Linier:

“Tak for eders Troskab og Viljers blanke Staal, men Sønderjylland vundet er Danmarks Maal.”

I disse Linier er lagt et Haab og en Tro paa, at der ogsaa for de kommende Slægter bliver en Genforening.

Det hele Forehavende har været stærkt samlende. Ingen har sparet sig, og er man end sent paa Vej, bliver det til Gengæld saare smukt. Et Navn bør nævnes: Gaardejer Kristen Kristensen paa Lyngby Mark. Hans Kærlighed til Sagen har været stærkt ansporende for alle.

Paa Søndag Aften samles man til Fest paa Skolen. Pastor Lytzen taler ved Stenen, Forstander Sieverts taler om Stormen paa Dybbøl 18. April 1864, og den kendte Møller Anton Houborg fra Haderslev holder Hovedtalen. Byens Veteraner er Hædersgæster. Festen slutter med fælles Kaffebord. M.S.

I de gamle bygninger fra Lyngby Seminariums tid findes nu Grenaa Kommunens kontor for pædagogisk og psykologisk rådgivning. Der er indrettet parkeringsplads, hvor genforeningsstenen før stod. Anlægget omkring mindestenen er sløjfet, og selve stenen er flyttet til den lille plads på den modsatte side af Fladstrupvej.

 

    C.IX           C.X
        OM SEJRENS DAG
     FOR RETFÆRDS SAG
SKAL DENNE STEN STAA MINDE
    1864           1920

 

 Genforeningsstenen i Enslev står i en lille beplantning foran forsamlingshuset midt i byen. Det er en næsten mandshøj tresidet natursten med en indhugget tekst:

” C.IX   C.X   Om Sejrens Dag for Retfærds Sag skal denne Sten staa Minde. 1864 1920”.

Teksten indgår også i inskriptionen på genforeningsstenen i Homå, som rejstes i 1921. Stenen blev hentet på gårdejer P. Larsens mark halvanden kilometer uden for Enslev og af 6 heste slæbt ind til byen.

Da mindestenen blev rejst i 1921, blev den opstillet på en plads midt i byen. Pladsen blev beplantet med roser og thuja, og store sten, forbundet med en jernkæde, blev lagt i en ring omkring mindestenen. Der var ingen særlig højtidelighed eller afsløring, da minde-stenen blev rejst, og der findes ingen omtale af begivenheden i samtidens lokale aviser.

I forbindelse med en omlægning af vejen gennem Enslev i 1940erne er stenen blevet flyttet til sin nuværende plads, og anlægget med stenkrans og jernkæde er sløjfet.

 

C. X
I HAAB OG TRO MED KAMP OG DAAD
OG MØDRES GRAAD
VOR SLÆGT SAA TIDEN RINDE.
OM SEJRENS DAG FOR RETFÆRDS SAG
SKAL DENNE STEN STAA MINDE
1864-1920

 

 

Genforeningsstenen i Homå står på en plads i den østlige del af byen. På den store sten er indhugget et skjold med Christian d. X´s navnetræk og teksten:

I Haab og Tro, med Kamp og Daad og Mødres Graad vor Slægt saa Tiden rinde.
Om Sejrens Dag for Retfærds Sag skal denne Sten staa Minde. 1864-1920.

De sidste to linjer af denne tekst findes også på genforeningsstenen i Enslev, som rejstes tre år tidligere.

I en rundkreds om stenen er lagt store sten forbundet med en jernkæde. To af disse sten er gamle vejvisersten. I den ene er indhugget “Homaa Hede”, i den anden “Vejlby”. Pladsen var tidligere byens branddam, kaldet “Kongedammen” . På trods af det flotte navn var det et mudderhul, som blev brugt til losseplads. Ved høstfesten i 1923 foreslog lærer Leopold Mostgaard, Homå, at man skulle forskønne pladsen og rejse en genforeningssten. “Bymændene i Homaa By og Mark” vedtog forslaget. Høstfesten havde givet et lille overskud, som kunne anvendes til formålet, og resten af pengene blev skaffet ved en indsamling blandt egnens beboere.

“Kongedammen”, som var byens fællesjord og derfor umiddelbart kunne anvendes til formålet, måtte fyldes op med adskillige læs jord, før man kunne gå i gang med at lave anlægget. Man valgte at bruge en overligger fra en nærliggende gravhøj til mindesten. Resterne af gravhøjen ses stadig syd for hovedvejen nær Homå.

I Grenaa Folketidende den 17. januar 1924 omtales begivenheden således:

En Genforeningssten i Homaa.

En lang Transport ved Haandkraft.

I Efteraaret vedtog Bymændene i Homaa By og Mark at forskønne Pladsen ved den østre Indkørsel til Homaa, bl.a. ved at rejse en Genforeningssten. I Gaar blev Stenen, der er skænket af Propr. Gowertz-Jensen, Lyngdal, transporteret fra Lyngdal Mark syd for Landevejen ind gennem Homaa By til Pladsen, hvor den senere skal rejses. Med godt Humør tog unge og gamle fra By og Mark under Ledelse af Hr. Gowertz-Jensen fat paa den ikke ringe Opgave at flytte den store Granitsten, der anslaas til at veje ca.10.000 kg. Stenen var Dagen før lagt paa en stærk Slæde, og fra Kl. 9 om Formiddagen blev den alene ved Haandkraft trukket af Sted Meter for Meter og bragt paa Plads, hvorefter Byens Damer inviterede hele Selskabet til Kaffe i Skolestuen.

Arbejdet med at flytte stenen de ca. 250 meter var voldsomt og tungt og hele egnens befolkning var med i det, enten aktivt eller som tilskuere. En af deltagerne, Niels Erik Mortensen, Homå, som på det tidspunkt var 5 år, har skrevet udførligt om sin oplevelse af begivenheden, og kunstmaleren Olivia Holm-Møller har skildret begivenheden på et træsnit. Lærer Leopold Mostgaard digtede til lejligheden en vise, som beskrev hele forløbet.

I begyndelsen af december 1924 var hele anlægget færdigt og de, der havde deltaget i udgifterne, samledes til fest i Homå forsamlingshus. Der var ca. 100 deltagere.

Læs mere i Grenaa og Omegn Før og Nu 1982: “En storartet stensætning ved Homaa” af J. A. Nielsen. Se også artikel om genforeningsmindesmærker i Grenaa og Omegn før og nu, 1996.

 

   1920
   RET FOR MAGT
   BEFRIELSEN
   Chr X (Kongens monogram)
   5. MAJ 1945

Genforeningsstenen i Veggerslev.
Efter festgudstjenesten i Veggerslev kirke på genforeningsdagen 1920 blev det bestemt at rejse en mindesten ,og et udvalg nedsattes til at forestå arbejdet.

Husmand Niels Jacobsen havde en velegnet sten ,som blev rejst tæt uden for kirkegården på en trekant dannet af tre sammenstødende veje . Den står med en flad sten til underlag på en opkastet jordhøj omsat med 6 natursten, på hvilket en svær jernlænke er fæstnet. Ved højens fod står en flagstang ,der til daglig bærer en vimpel, givet af byens unge piger, og på festdage et af byens kvinder skænket flag.

På stenens forside er indhugget:
GENFORENINGEN
1920
RET FOR MAGT
På bagsiden: Chr X (Kongens monogram)
5. MAJ 1945

Mindesmærket opstilledes i eftersommeren 1920 og udvalget, der forestod rejsningen og som supplerer sig selv, værner og vedligeholder dette.

I 1962 blev det besluttet at flytte stenen, da den var til gene for trafikken. Man kunne læse følgende i avisen den 21/2-1962:

Genforeningsstenen i Veggerslev flyttes
Var til gene for trafikken
Genforeningsstenen i Veggerslev bliver nu flyttet, da det har vist sig, at den paa sin nuværende plads er til gene for den stadigt stigende trafik. Den er placeret paa ,,Trekanten”, hvor vejene Grenaa, Voldby og Gjerrild mødes, og da tilmed rutebilerne har holdeplads paa hjørnet,  skabes der ofte trafikpropper det paagældende sted. Man har derfor besluttet at flytte stenen hen i ,,plantagen” ved siden at kirken.

På bagsiden af stenen er senere tilføjet (hvornår vides ikke):
BEFRIELSEN
CX
5. MAJ 1945

 

 

    1920

   HER TALER JEG OM DET GYLDNE AAR
   DA SKILTE BRØDRE TIL HJEMMET NAAR
   DA DANMARKS GRÆNSE MOD SYD BLEV FLYTTET
   OG SPRÆNGTE BAAND ATTER KNYTTET

 

 

 

Genforeningsstenen i Voldby.
Den 22 juni 1920 samledes bymændene i Voldby for at drøfte muligheder for at f rejst en genforeningssten, og der nedsattes på mødet et syvmandsudvalg med lærer M.Rasmussen-Lægård som formand til at forestå rejsningen. Dette udvalg bestemte, at stenen skulle rejses i byens midte i et ved forsamlingshuset værende anlæg, som er bevokset med store træer.
I spidsen af anlægget, hvor tre offentlige veje mødes, var der en ypperlig plads, der skulle mindestenen stå, men der var den hage ved sagen, at anlægget lå for lavt. Desuden førte en stor grøft både spillevand og overfladevand forbi, så pladsen trængte i høj grad til regulering. Der måtte nedlægges store kloakrør, flere vældige træer fældes og pladsen højnes ved tilkørsel af fyld. Store og små hjalp imidlertid troligt til med arbejdet. Gårdmændene mødte med køretøjer, og de unge karle kørte i deres fritid over 200 læs jord, så lavningen fyldtes, og der opkastedes en mindre jordhøj.

Den passende sten fandt udvalget i den vestlige kirkegårdsmur, og den første juli samledes alle Voldbys beboere for at se den transporteret på plads. Den var forud læsset på en stor stenslæde hvortil der var fæstnet lange tove, og så tog børnene fat ca. 100 i tal , og slæbte den store sten ti! anlægget, hvor den opstilledes på den sammenkørte jordhøj, bag hvilken der er rejst en flagstang, hvortil byens kvinder har skænket flaget. Højen er omsat med en kreds af store natursten forbundne med en svær jernkæde.
Højskoleforstander Åge Jensen Voldby højskole har forfattet indskriften på stenen.

Beboerne i Sangstrup og Thorsø henvendte sig inden afsløringen til udvalget for at deltage i rejsningen og afholdelse af udgifterne, som beløb sig til godt 1000,00 kr. så mindesmærket kunne stå som tilhørende hele sognet. Udvalget blev derfor udvidet med repræsentanter for de to byer, så hele sognet har rejst stenen i fællesskab.
10 juli var der afsløringsfest . Udvalgsformanden afslørede stenen, og ved den efterfølgende fest i gårdejer Rudolf Sloths store lade, som alene var stor nok til at rumme de mange deltagere, holdtes hovedtalen af højskoleforstander Aage Jensen.

Lærerne i Voldby, Sangstrup og Thorsø fører det fremtidige tilsyn med mindestenen, der står på byens eller sognets fællesjord.

På stenen står der:
1920
“Her taler jeg om det gyldne aar –
da skilte brødre til hjemmet naar
da Danmarks grænse mod syd blev flyttet
og sprængte baand blev atter knyttet”

Årstallet 1920 står omslynget af to egegrene

 

Kvindernes Eg plantet 5-6-1915
1849 1949

 

Kvindernes Frihedseg i Grenaa Lystanlæg blev plantet grundlovsdag den 5. juni 1915, da en grundlovsændring gav kvinderne valgret.

For opnåelsen af politiske rettigheder kæmpede først enkelte kvinder, senere kvinder i fællesskab i foreninger som Dansk Kvindesamfund fra 1871, Kvindelig Fremskridts-forening fra 1885-1900 og Kvinde Valgretsforeningen 1889-1897. Resultaterne af kvindebevægelsen og samfundets stigende behov for kvindelig arbejdskraft blev, at kvinderne lidt efter lidt opnåede politisk ligestilling. Ved lov af 15. 5. 1903 fik de valgret og valgbarhed til de nyoprettede menighedsråd, ved kommunalloven af 20. 4. 1908 fik de valgret til de kommunale råd, og ved grundloven af 5. 6. 1915 opnåede de fuld politisk ligestilling.

Overalt i landet blev kvindernes nyerhvervede rettigheder fejret ved grundlovsfesterne i 1915, og i København gik kvinderne i et stort optog til rigsdagen og kongen for at takke for den nye grundlov. Mange steder i landet plantede man kvinde-ege til minde om begivenheden.

I Grenaa var der en aktiv kvindevalgretsforening, der stiftedes i 1907. I bestyrelsen var bl. a. fru gasværksbestyrer Pouline Bostrup, fru dyrlæge Thyra Dyekjær og fru toldforvalter Eline Hansen, som i 1913 blev det første kvindelige medlem af Grenaa Byråd. For at fejre den politiske ligestilling tog foreningen initiativ til et egetræ i Grenaa Lystanlæg. I Grenaa Folketidende annonceredes begivenheden således den 3. Juni 1915:

Kvindernes Frihedseg
I Lighed med, hvad der finder Sted andre Steder i Landet, agter Kvindernes Valgretsforening ogsaa her i Byen Grundlovsdagen at plante en Eg til Minde om dagen, da Kvinderne opnåede politisk ligeret med Manden. Bestyrelsen har desaarsag henvendt sig til Byraadets Plantningsudvalg, der elskværdigt har givet Tilladelse til, at Egen plantes paa den af Bestyrelsen udsete Plads i det ny Anlæg, den første Plæne efter Indgangen fra Storegade ud for Bryggeriet. Egen plantes førstk. Lørdag Efterm. Kl. 3. Vi opfordrer alle, der har Interesse for Sagen, til at komme til Stede.

Kvindernes Valgretsforening.

Om plantningen af egen skrev samme avis den 6. juni:

Kvindernes Frihedseg plantes i Grenaa.
Overværelse af en ret talrig Forsamling plantede Kvindernes Valgretsforening i Grenaa Lørdag Eftermiddag en Frihedseg i en af Plænerne i Lystanlæget. Efter Sangen “I alle de Riger og Lande” bød Foreningens Formand, Fru Gasværksbestyrer Bostrup, Forsamlingen velkommen og holdt derpaa en smuk og velformet Tale til Højtideligheden. Hvad Kvinderne har kæmpet for i mange Aar, udtalte Fruen, er nu vundet. I Dag kan vi med rette sige, at Sejren er vor. Det er derfor naturligt, at vi har ønsket at give Dagen et synligt Minde, der kan stå for Efterslægten som et Tegn paa, hvad der skete 5. Juni 1915. Det er, som om vi først nu, da vi er blevet ligestillede med Mændene, er blevet en Del af det danske Folk, og vi er Kongen og Regeringen en varm Tak skyldig for den ny Grundlov, der giver os denne Ligestilling. Det er i Dag som al Taage, Modløshed og Skuffelse er trængt langt bort, thi hvem tæller vel Nederlagene paa Sejrens Dag.

Den Frihedseg, vi planter i Dag, da vi fik vor Ret, skal imidlertid minde os om, at vi samtidig fik Pligt til at være med i Arbejdet for Samfundets Vel. Vi må være vaagne og villige til at række Hænderne ud overalt, hvor der tiltrænges Hjælp.

Lad os da haabe, at det Skridt, der blev taget, da Kvinderne blev lige-stillede med Mændene, maa blive til Velsignelse for Fædrelandet. Foreningens Bestyrelse, Fruerne Bostrup, Dyekjær, Lønskov og Povlsen, plantede derpaa i Forening den smukke Eg, der var hentet fra Kommunens Plantage, hvorpaa Fru Bostrup rettede en Tak til Plantnings-udvalget for Træet og Tilladelsen til at plante det og til Hr. Lystrup for ydet Assistance. Samtidig udtalte Fruen Haabet om, at Udvalget vil pleje og hygge om Egen. Plantningsudvalgets Formand, Pedersen Damgaard, lovede, at Udvalget skulde værne og pleje om Træet og udtalte samtidig Haabet om, at Kvindens Frigørelse og Ligestilling maatte blive til Lykke for Kvinderne og Samfundet.

Den lille Højtidelighed sluttede derpaa med Sangen “Der er et yndigt Land”.

Kvindevalgretsforningen blev opløst efter det gode resultat, og året efter, i maj 1916, stiftedes en afdeling af Dansk Kvindesamfund i Grenaa, med Thyra Dyekjær som formand. I årene 1919-1937 var Thyra Dyekjær desuden byrådsmedlem, valgt for de konservative.

På hundredeårsdagen for landets første grundlov satte Dansk Kvindesamfund i Grenaa en plade på kvindeegen med teksten “Kvindernes Eg, plantet 5-6-1915. 1849 1949”.


Thyra Dyekjær, som var afgået som formand for foreningen i 1941 og derefter udnævnt som æresmedlem, foretog afsløringen af pladen og holdt en tale ved højtideligheden i Anlægget.

I J. A. Nielsens bog “Grenaa Minder” fra 1975 kan man læse mere om Kvindernes Frihedseg i Grenaa Lystanlæg.

 

 

 

Stenvad Langdysse, langdysse beliggende ca. 1,5 km nordvest for Stenvad. er kendt af de fleste danskere over 40 år, og det er sikkert det eneste fortidsminde, som bogstaveligt taget kan siges at have været i lommen på den generation. Sagen er, at det var denne dysse som var motiv for tegneren Ib Andersens tegning til den gamle 50 kr. -pengeseddel, som var i omløb fra 1956-70.

Der er offentlig adgang til langdyssen. Når man vil besøge stedet parkeres der på den lille parkeringsplads ud til Stendyssevej (v/ nr. 59), hvorfra en sti følges langs markskellet mod vest til dyssen.

Dyssen måler 19 m x 11 m, er fra omkring 3500 f.Kr. og har to kamre. Af det vestlige er kun bevaret enkelte sten, det østlige er delvis intakt med bære- og dæksten og dele af kammergangen. Endvidere er flere randsten bevaret.

Dyssens øvrige sten er fjernet og sikkert genbrugt til for eksempel vejskærver eller i byggeri. De mange middelalderlige kvaderstenskirker på Djursland var “storforbrugere” af sten fra dysser og andre oldtidsgrave. Ligesom vikingetidens runesten som oprindeligt markerede hedenske grave, men i dag oftest er flyttet til kirkerne, kan man sige, at også stenalderens dysse-sten inddirekte er blevet kristnet. Den nærliggende kirke i Stenvad er af meget yngre dato, og det er derfor ikke sandsynligt at der er brugt nogle af dyssens sten her.

De fleste mennesker har et romantisk billede af, at stendysserne altid har stået frit synlige i terrænet. Det er velbegrundet og stærkt befordret af gengivelser som den på 50 kr-sedlen og på guldalderens mange flotte landskabsmalerier, men sådan har dysserne altså ikke altid set ud. Langt de fleste fritstående dyssekamre er som ved Stenvad-dyssen et resultat af afgravninger og stenhugst forud for den første naturfredningslov i 1937.

Det bevarede gravkammer er af sekskantet form dannet af 5 store bæresten. Stenvad-dyssen dateres ud fra dens type til en relativt sen del af bondestenalderens Tragtbægerkultur omkring 3.500 f. Kr., men der har aldrig været foretaget arkæologiske udgravninger i den. De typiske gravgaver og fund i sådanne dysser er slebne flintøkser, som er bondestenalderens “varemærke”, flintflækker og keramik fra Tragtbægerkulturens meget flotte og rigt ornamenterede lerkar.

Mod syd ledte en kort gang gennem dyssens nu fjernede jordhøj frem til kammeret. 2 af gangens bæresten står stadig indvæltede mod hinanden udenfor kammeret. Værd at bemærke er også dyssekammerets store dæksten, som på undersiden er ganske flad. Den kan udmærket være blevet kløvet i stenalderen ved hjælp af opvarmning over bål og efterfølgende hurtigt afkøling med vand. En sådan behandling kan få selv meget store sten til at spalte eller åbne sig langs deres naturlige brudlinier. Spaltningen langs brudlinierne kan evt. hjælpes på vej med indbankede trækiler som overhældt med vand vil udvide sig.

Udgravninger har vist, at gulvet – og flere gange også en del af højen over randstenene som omgav bondestenalderens dysser og jættestuer – som regel var belagt med brændt flint. Herved krakelerer og sprænges flinten, og får en fra naturflinten anderledes hvidgrå farve. I pløjemarkerne omkring storstensgravene kan man ofte finde sådan ildskørnet flint, og når tomten af nu helt fjernede anlæg eftersøges, er fund heraf en af de sikre indikationer.

Af randstenene omkring den fjernede høj ved Stenvad-dyssen står endnu en del tilbage – særligt udenfor det bevarede gravkammer. En sidste detalje vedrørende konstruktionen er den flade, kantstillede sten som ses i gulvet ved overgangen mellem kammergangen og gravkammeret. Denne “tærskelsten” markerer overgangen, hvor der muligvis har siddet en dør til kammeret.

Ovenstående er uddrag fra Danske Fortidsminders hjemmside

.

 

 

 N.J.Holm – BDMs stifter står der på en lille plade fæstet på en natursten ved Dybdalvej.

Stenen er opsat på stedet engang i først 1990erne, og pladen der er påtrykt en del af salmevers, ser helt ny ud. Men det er den slet ikke.

Pladen har i ca. 25 år siddet på en anden lidt mindre sten ved Hammelev Præstegård. Men til sidst, kunne den ikke sidde i fred, og den blev pillet ned, fortæller tidligere sognepræst A. Østergaard-Frandsen.

Pladen havde Østergaard-Frandsen selv taget med hjem fra de evangeliske Mariasøstre, der bor i nærheden af Darmstadt i Tyskland. Det skete engang i begyndelsen af 70erne. Ellers var det sådan når Maria søstrene stødte på et smukt sted med udsigt, på deres rejse  rundt i verden, opsatte de en Lovprisningstavle.

Nu er tavlen repareret og genopsat tæt ved hans nuværende bopæl på en naturskøn plet, sådan som Mariasøstrene har bestemt det.

Det var ikke nemt at finde den nye sten til lovprisningstavlen, som det i virkeligheden drejer sig om, fortæller A. Østergaard-Frandsen.

Der står enkelte lignende tavler rundt om i Danmark, men ikke ret mange, oplyser A. Østergaard-Frandsen.

Der er ligeledes opsat en In Memoriam plakette på Anholt Fyr af Anholts borgere til minde om de 30 danske faldne soldater på samme dag, 27. marts 1811. De to mindesmærker er opsat for at mindes de faldne under Slaget om Anholt.

 Placering: Hjørnet af Kystvejen og Åboulevarden

Opstillet år: 1926

   Til Minde om den danske Bonde

 

   Saa skulle dog alle I danske Mænd

   Af Hjertet elske hinanden!

   Den ene med Lyst for den anden!

 

Søren Mikkelsen Kanne var i 1835 en husmand på 34 år. Han boede i “Strandhuset” på Hessel Hede syd for Grenåen sammen med sin kone Karen. Den 15. februar 1835 gik et skib på grund i en voldsom snestorm ud for Grenaa Sønderstrand og blev slået til vrag ca. 50 m fra kysten. De tre besætningsmedlemmer kunne ikke gøre andet end at klamre sig til vraget. Den ene, Rasmus Svendsen, blev dog skyllet i havet og druknede. Dagen efter lykkedes det for den anden, Jens Larsen, at svømme i land, og der var nu kun skipperen, Ole Jensen Jyde, tilbage på vraget. Det lykkedes for Søren Kanne at ride to heste ud til skibet og få den næsten bevidstløse skipper op på den ene hest, mens han selv red på den anden. Han kom velbeholden i land med både skipper og heste.

Søren Kannes bedrift blev kendt over hele landet, idet den blev omtalt i mange af landets aviser og blade. I Århus samlede man ind til et sølvbæger til ham, og Kong Frederik den Sjette tildelte ham en medalje og et kontant beløb på 40 rigsdaler. Steen Steensen Blicher hørte om historien og brugte den i sit forfatterskab.

Søren Kanne blev boende i Strandhuset, der senere fik navnet Kannegården, til sin død i 1860. Han blev begravet på Ålsø Kirkegård, hvor der er rejst en mindesten med tre strofer af Blichers digt.

Mindestenen for Søren Kanne blev afsløret ved Grenaa Strand den 9. maj 1926. Marineforeningen for Grenaa og Omegn havde sat sig i spidsen for arbejdet for at få rejst en mindesten. Der blev foranstaltet en indsamling til formålet. Stenen blev hugget af stenhugger Øvlesen, Grenaa.

I Grenaa Folketidende den 10. maj beskrives afsløringshøjtideligheden grundigt. Den blev overværet af ca. 1000 mennesker. Havnefogen Bilde bød velkommen, og pastor Lindegaard-Petersen, Vejlby, holdt afsløringstalen. Forfatteren Olaf Linck havde skrevet en sang til lejligheden. Nogle af Søren Kannes slægtninge var æresgæster ved højtide-ligheden, som sluttede på Badehotellet med en fest for særligt indbudte.

Stenen kom til at føre en noget omtumlet tilværelse. Den blev opstillet på stranden ud for det sted, hvor Søren Kanne red ud. Senere blev den flyttet til en plads i den da nyplantede plantage, som fik navnet Søren Kannes Plantage. I 1933 overdrog Marineforeningen mindesmærket til Grenaa kommune, som foretog en “modernisering”, idet man satte mindestenen op på et højt fundament af sten og drejede den, så den fik front mod havet, hvor Søren Kanne havde udført sin dåd.

I 1961 måtte den give plads for det første Hotel du Nord, nu den Kommunale Højskole. Den blev da opmagasineret i et års tid på kommunens oplagsplads i Bredgade, derefter blev den stillet op i plantagen et par hundrede meter syd for sin tidligere placering og rykket helt ud til Kystvejen. I 1976 blev den flyttet til sin nuværende plads.

Læs mere om Søren Kanne i Børge Kjær: Grenaa og den vide verden, 1992.

Steen Steensen Blicher: “En ny Vise om en Sømand og en Landmand”, et digt om Søren Kannes dåd. Se også statuen af Søren Kanne på Torvet.

 

Niels Pedersen-Nyskov
født 8/4 1850. død 29/3 1922
Formand for Folketinget i mange Aar.
Folketingsmand for Grenaakredsen fra 1895 til 1922.

  

Det blev givet ham
skønt at vinde
hos Smaa og Store
et elsket Minde.

 

Niels Pedersen-Nyskov (1850-1922) blev født på Damgård ved Homå. Han boede det meste af sit liv på gården Nyskov ved Thorsager. Han stillede op for Venstre til folketinget og blev i 1895 valgt i Grenaakredsen. Han var medlem af folketinget til sin død, de sidste 9 år som formand. Derudover var han medlem af og formand for mange kommisioner. Han var meget engageret i husmandsbevægelsen og var medvirkende til, at der på Djursland blev oprettet flere husmandsbrug end i andre dele af landet. Læs mere om Niels Pedersen-Nyskov i Randers Amt Hjemstavnsbog (1939).

Afsløringen af mindestenen for Niels Pedersen-Nyskov 1927

Mindesmærket for Niels Pedersen-Nyskov blev opstillet på en lille trekantet plads, omkranset af store sten og beplantet med blomster og en række kastanietræer. Det blev afsløret den 14. august 1927. Ifølge Grenaa Folketidende fra dagen efter var ca. 2000 mennesker samlet til højtideligheden. Blandt de mange talere var den da afgåede statsminister og formand for Venstre J. C. Christensen. Lærer Leopold Mostgaard, Homå, havde skrevet en sang til lejligheden. Gårdejer Karl Rovsing overdrog mindesmærket til byen. Borgmester Thoft takkede og lovede på byens vegne, at der ville blive værnet om det.

Ved en vejomlægning i 1989 blev mindesmærket vendt, således at forsiden nu vender ind mod byen. Tidligere så man fronten, når man kom ind til byen ad Randersvej.

Charles Arvesen, billedhugger (1890-1953) København. Han blev uddannet i Wilhelm Bissens værksted og på Kunstakademiet i København. Han arbejdede især med portrætbuster og -medaljoner. Se i øvrigt Weilbach: Dansk Kunstnerleksikon (1995).

 

26.11.1944 / 2.12.1944

 

Mindesmærke for nedkastningsplads kodenavn ”VALDEMAR”
Grenaa Marineforening har opsat dette mindesmærke til erindring om de lokale frihedskæmpere, der på Grenaa Hede under 2. Verdenskrig modtog våben og sprængstoffer fra England med stor risiko for deres liv og helbred. Tankerne går også til de brave engelske piloter og besætninger, der med elendigt navigationsudstyr, et totalt mørkelagt land og tysk beskydning var i stand til at finde nedkastningspladserne og finde hjem igen.

Droppingzone codename “VALDEMAR”
Grenaa Marine Association has raised this memorial in memory of the members of the local resistance groups who received weapons and explosives from England on Grenaa Heath during the war, with great risk to their lives and health. Our thoughts also go to the brave English pilots and crews who with miserable navigation equipment, a darkened country and German shelling were able to find the dropping sites and their way home again.

Drop-Bereich Codename “VALDEMAR”
Die Grenaa Marinen Vereinigung hat das Denkmal zum Gedenken an die örtlichen Freiheitskämpfer errichtet, die während des Krieges Waffen und Sprengstoff aus England in der Grenaa-Heide mit großem Risiko für ihr Leben und ihre Gesundheit erhalten haben. Für uns gehen die Gedanken auch an die guten englischen Piloten und Besatzungen, die mit lausigen Navigationsausrüstung, ein dunkles Land und deutscher Beschuss die Drop-Bereich finden konnten und wieder nach Hause fliegen.

 

   Kammerherreinde
   Wilhelmine von der Maase
   plantede denne Skov
   omkring Aar 1895

 

Om baggrunden for mindesmærket skriver Peter Linde i bogen “Anholt”, 1948, s. 114:

Ved en Vej langs Højdernes østlige Skraaning lidt Syd for Kæret ligger der en Kampesten, hvori der er indfældet en firkantet Metalplade med en graveret Indskrift, som siger, at “Kammerherreinde Wilhelmine von der Maase plantede denne skov omkring Aar 1895”. Kammerherreinde Wilhelmine von der Maase, født Neumann, blev 1905 Enke efter 24 Aars Ægteskab med Kammerherre Fr. von der Maase. Hun levede det meste af sit Liv paa Anholt, hvor hun ogsaa var ganske overordentlig afholdt af Befolkningen. Hun var meget interesseret i Plantningssagen og fik anlagt Plantagen “Hermansgave” i Ørkenens sydlige Del og Skoven “Wilhelminelyst” paa Højlandet. Hun døde 6. Marts 1941 omtrent 91 Aar gammel og ligger begravet paa Anholts nye Kirkegaard. Mindestenen her ved Skovvejen blev afsløret paa hendes 80 Aars Fødselsdag 15. Maj 1930.

 

 

   UNDER FRIHEDSKAMPEN.
   REJST 1950.

Mindestenen for egnens faldne frihedskæmpere er opstillet på Baunhøj i udkanten af den plads, der gennem mange år er blevet benyttet til sankthansbål af ungdomskorpsene. Stenen er rejst på initiativ af foreningen P E 2, der blev stiftet den 12. September 1945 af deltagere i modstandsbevægelsen i Grenaa. Foreningens formål er at vedligeholde det kammeratskab, som opstod under arbejdet i modstandsbevægelsen, og navnet P E 2 er taget fra det mest benyttede sprængstof under modstandskampen.

I maj 1947 blev der på generalforsamlingen i P E 2 vedtaget at søge rejst en mindesten for faldne frihedskæmpere, og der blev nedsat et “stenudvalg”. Dette arbejdede for tungt og blev afløst af et andet. Dette udvalg fik af kalkværksejer R. Andersen, Birkesig, foræret en stor granitsten, og det lykkedes også at få gratis transport af stenen fra Rosmus til Baunhøj.

Indvielsen fandt sted på femårsdagen for befrielsen, den 4. Maj 1950, og flere tusinde personer deltog i begivenheden, der omfattede mindegudstjeneste samt procession med orkester og faneborg fra Torvet til Baunhøj. Efter taler, sang og mindestenens afsløring gik man i fakkeltog tilbage til Torvet. Mindestenen blev overdraget til Grenaa Kommune, som påtog sig vedligeholdelsen samt at lægge blomster ved stenen hvert år.

I 1954 vedtog P E 2, at man hvert år skal mødes ved mindenestenen den 4. Maj, så længe blot to af foreningens medlemmer er tilbage. Der holdes en lille højtidelighed, der slutter med salmen “Altid frejdig – – “. Foruden en krans fra Grenaa Kommune, nedlægger P E 2 også sin krans. Nogle af byens borgere deltager i denne 4. maj mindesammenkomst, og navnlig ved jubilæerne for befrielsen har deltagelsen været stor. På 50 årsdagen i 1995 blev hele arrangementet optaget på video, og en kopi heraf findes på Grenaa Egnsarkiv.

 

 

   I DENNE EJENDOM FØDTES
   15. NOVBR. 1874
   GRENAA BYS ÆRESBORGER
   NOBELPRISTAGEREN
   PROF. AUG. KROGH
   DØD 13. SEPTBR. 1949
   I KØBENHAVN

 

 Mindepladen for August Krogh, Schack August Steenberg Krogh er opsat på hans fødehjem i Grenaa. Det meste af August Kroghs opvækst fandt dog sted på den anden side af gaden, hvor hans far fik bryggeri og bolig. Hans far, Viggo Krogh var brygger men uddannet skibsbygger, og August var den ældste i en søskendeflok på seks. Han har selv fremhævet at skoletiden ikke gav ham synderligt udbytte, hvorimod han fandt stor glæde i at færdes i naturen og iagttage dyrelivet og botanisere med Raunkiærs sidenhen berømte “Exkursionsflora” i hånden (1. udgaven er fra 1890). Om sommeren fik han selskab af farens ungdomsven, zoologen William Sørensen, der skærpede Augusts interesse for feltstudier og stimulerede ham til at udføre fysiske og kemiske eksperimenter, som han tidligt påbegyndte på egen hånd. August Krogh havde sin almindelige skolegang i Grenaa. Og efter afsluttet studentereksamen fra Aarhus katedralskole i 1893 flyttede han til København, hvor han tog medicinsk forberedelseseksamen (‘kantussen’). Han fortsatte med magisterkonferensstudiet i naturhistorie med zoologi som hovedfag, som blev afsluttet i 1899 med afhandling om bygning og funktion af fuglenes lunger og luftsække. Som videnskabsmand var han hele sit liv knyttet til Københavns Universitet, hvor han i 1916 blev professor i dyrefysiologi.

August Krogh  fik nobelprisen i medicin i 1920 for fysiologisk forskning vedrørende kapillærernes (hårkarnettets) fysiologi og i den forbindelse særlig musklernes blodforsyning. Han blev i 1945 udnævnt til Grenaa Bys første æresborger i forbindelse med købstadens 500 års jubilæum.

Den 2. august 1950 kunne man i Grenaa Folketidende, som havde til huse i bygningen, læse følgende:

Paa “Grenaa Folketidende”s Ejendom, den gamle fredede Bindingsværksbygning, Lillegade 50, har vi i Dag ladet opsætte en Bronzeplade med følgende Inskription: “ I denne Ejendom fødtes 15. Novbr. 1874 Grenaa Bys Æresborger Nobelpristageren Prof. Aug. Krogh død 13. Septbr. 1949 i København”. Pladen, der er udført i Bronze, og som med Tiden vil blive grøn, skal minde nulevende og kommende Slægter om, at vort Lands store Søn, Prof. Aug. Krogh, der kastede Glans over Danmark, og hvis Navn blev kendt viden om, var født i Grenaa og blev sin Fødebys første Æresborger.

Læs mere i Børge Kjær: Grenaa og den vide verden, (1992).

 

 

   Typograf Aksel H. Hansen født 1910.
   Blev i 1946 valgt til Grenaa´s  borgmester,
   en post han bestred til sin død i 1976.
   Han var hele livet aktiv i Danmarks Afholdsforening.
   Danmarks Afholdsforening´s Grenaa afdeling
   satte dette minde.  10 februar 1995.

 

 

Baggrund. Grenaas Borgmester gennem 30 år,  fra 1946 til sin død 1976, Aksel H. Hansen, kunne den 10. februar 1995 være fyldt 85 år. Danmarks Afholdsforenings Grenaa Afdeling benyttede denne lejlighed til at hædre Grenaas tidligere borgmester, der også hele sit liv havde været ivrig afholdsmand. Borgmester Arne Jessen foretog afsløringen af mindepladen, og desuden talte formanden for Danmarks afholdsforening, Henning Sørensen, Grenaa, og formanden for foreningens Grenaa afdeling, Jørgen Byrgesen. Mindepladen kostede ialt ca. 14.000 kroner.

I december 1988 var Aksel H. Hansen blevet hædret ved navngivning af Aksel H. Hansens Plads og Aksel H. Hansens Gade ved Lillegades vestende.

 

 

Præsidentens Træ blev plantet den 2. April 1993 som en forsinket gave til Ernst Klæbel i anledning af hans 75 års fødselsdag i november 1992. Ernst Klæbel var præsident for Schleroseforeningen og var initiativtager til Dronningens Ferieby. I november 1996 forlod han denne post efter ti år som leder af foreningens arbejde.

 

 

Baggrund. Peter Linde skriver i bogen “Anholt”, 1948, s. 83:

 

Dr. Thierry kom ud for mange store personlige Sorger, medens han var læge paa Anholt. Korset på Kistehøj er netop et Minde om en haard Hjemsøgelse, der ramte Doktorboligen i Julen 1899. Den yngste Søn Raymond var kommet hjem paa Juleferie, men saa forlæst og overanstrengt, at det var trist at se. I uklar Tilstand gikhan omkring paa Øen og kom en Dag ned til Havnen, hvor han tankeløst satte sig i en Jolle, løsnede Fortøjningen og lod sig drive til Havs uden Aarer, kun med en Baadshage ombord. Det var blæsende Vejr, og Jollen forsvandt hurtigt uden at det blev bemærket. Men inde i land begyndte man snart at savne den unge Mand, og man gav sig til at søge efter ham allevegne, men det var jo sørgeligt forgæves.

Først næste morgen blev det opdaget, at den lille Jolle var borte, og øjeblikkelig gik tre nordsjællandske Fiskekuttere under Sejl for at afsøge det Farvand, hvor Vind og Strøm skønnes at have ført Jollen. Samme Dag krydsede Postbaaden “Anna Elisabeth” fra Grenaa op igennem Farvandet. Folkene kom paa Dækket for at gøre klar til at vende, men pludselig faar Postføreren en mærkelig Indskydelse: Nej! Idag vil vi staa nordpaa til Stavnshoved, derfra kan vi saa nok strække Sønderbjerg op. Da de omtrent var kommet ud for Stavnshoved, saa de en Hornbækkutter med Flag paa Nokken og en Jolle paa Slæb, de havde fornylig fundet Jollen drivende med den unge Thierry, der havde forsøgt at styre den med sin baadshage. Han kom nu over i Postbaaden, og lidt efter mødte de Fiskeriekspeditionsdamperen “Hauch” med Dr. Thierry ombord. Den stort fortvivlede Fader fik nu sin reddede Søn i Varetægt. Raymond kom sig hurtigt og kunde snart genoptage sin Læsning og sine studier.

Til Amindelse om sin forkomne Søns lykkelige Hjemvenden lod Thierry det store Trækors oprejse tæt ved den gamle Doktorbolig. Tømmeret blev ham venskabeligt foræret af Entreprenør Wilhelm Hoffmann, som dengang var i Færd med Anlægget af Havnen. Den lille Jolle, som Raymond saa ubesindigt havde betroet sit unge liv, blev af Anholterne slæbt i Land og henlagt ved Korset som en Gave til Thierry. Nogen Tid efter blev Korset flyttet hen til en lille Plantning ved Vejen til Vesterstrand, men da Lægefamilien 1909 var flyttet til Gilleleje, ønskede Kammerherreinde Wilhelmine von der Maase at faa det alvorlige Monument væk herfra. Saa slæbte Postfører Peter Petersen og nogle andre brave Anholtere Korset ud til Sydstranden og rejse det paa Kistehøjen, som Thierry dengang ejede.

Ja, saaledes lyder Historien om “Raymonds Kors”.

 

   Thore, enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og. ..
   . .. . som værst for sønnen

 

Enkelte ord i runeteksten skal læses bagfra – det er såkaldt lønskrift. (fra Danske Fortidsminder hjemmeside)

Rimsøstenens historie

Kommer man ind på Rimsø kirkegård, undgår man ikke let straks at  få øje på en stor sten, der står på en høj i kirkegårdens nordøstre hjørne. Det er en runesten, og den benævnes i reglen i værker om oltidsminder med navnet Rimsøstenen.

Den er forholdsvis sent blevet kendt. Det første, man ved om den, stammer fra en indberetning fra historikeren Vedel Simonsen fra 1814. Vedel Simonsen meddeler her, at han på grevskabet Scheel har fundet en lang, smal flise, på hvis rand der fandtes runer, som dog, da de var ufuldstændige, ikke kunne tydes. Stenen havde siddet indmuret i Rimsø kirke. Det må åbenbart have været et stykke af Runestenen, i hvis indskrift der netop mangler en del runer. 1832 blev det af pastor Seidelin indberettet, at der i kirkens sydmur var opdaget en stor runesten. 1875 blev stenen taget ud. Den viste sig at være af en anselig størrelse. Man kan flere steder se den betegnet som landets højeste runesten; men ifølge prof. Wimmer skal der dog på Bornholm findes to, der er højere. Undersøgelsen viste, at dens længde var 5 alen 3 tommer (ca. 322 cm). Som den står nu, er dens højde over fundamentet 226 cm. – Stenen henlå derefter på kirkegården til 1889, da den blev rejst på dens nuværende plads.  Indtil 1814 fandtes der også en anden og mindre runesten, som nu er forsvundet.

Der knytter sig en mærkelig historie til stenen fra den tid, da den endnu sad indmuret i kirken og kun en del af dens indskrift kunne ses. 1837 indgav nemlig Aug. Baggesen (digteren J. B.s søn) en beretning til Oldskriftselskabet om en runesten i kirkemurens fundament i Rimsø. På grundlag af en med beretningen følgende tegning tydede oldforskeren F. Magnussen indskriften således: »Rurik for (eller til) sin brud Ingride». Og han fremsatte formodning om, at Rurik var en jydsk fyrste, som, efter at han 857 havde erobret Jylland, blev kaldt til Rusland, hvor hans efterkommere herskede i flere hundrede år. (Den Rurik, der vandt herredømme i Rusland, var ifølge nyere undersøgelser svensker). Denne tolkning førte med sig, at en professor i Dorpat, Kruse, i 1839 skrev en længere afhandling om den ældste russiske fyrsteslægts hidkomst fra Jylland, og endnu flere år senere kunne man se sagen omtalt i udenlandske skrifter. Da stenen blev taget ud, så hele indskriften kunne ses, skulle det vise sig, at denne tydning af indskriftens begyndelse var fejlagtig.

Runeforskeren P. G. Thorsen havde, mens stenen sad indmuret, to gange undersøgt denne; men da kun en del af indskriften var synlig, måtte tydningen opgives. Efter udtagningen blev stenen straks undersøgt på ny, hvorefter Thorsen kom til følgende tydning: »Thore, Enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og -». Her er nogle runer beskadiget, medens andre helt mangler (formodentlig dem, der fandtes på den føromtalte flise), og det øvrige finder Thorsen »ganske umedgørligt». Senere forsøgte prof. Wimmer at udfylde hullerne i indskriften, ligesom det også lykkedes ham at klare det »umedgørlige», idet han fandt ud af, at indskriftens slutning skulle læses bagfra (lønskrift). Hele indskriften lyder da efter Wimmers tydning således: »Thore, Enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og sin søster, (to) gode kvinder. Døden er den største ulykke for sønnen».

Teksten må forstås sådan, at moderens død var den værste ulykke, som overgik sønnen. Det er typisk for vikingetidens runesten, at den som satte stenen (Thore) også nævner sig selv på stenen, samt at der er en direkte henvisning til hans slægtsbånd (Enrådes bror) – og indtil gravhøjen evt. engang måtte blive undersøgt, kan det i al fald ikke udelukkes, at den rummer graven med Thore´s moder

Det ny, smukke værk om Danmarks runeindskrifter af Lis Jacobsen og E. Moltke har tydningen: »Thore, enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og. .. . som værst for sønnen», idet man her ikke er gået videre, end hvad man med sikkerhed kan se.
I flere tilfælde er runesten rejst over mand og hustru, sjældent som her kun over kvinder. Sjældent skal det også være, at der som i denne indskrifts slutning gives udtryk for følelser.
Stenens nuværende plads er som nævnt på en høj (gravhøj?) på kirkegården.

I Lis Jacobsen og Moltkes bog fremsættes formodning om, at dens oprindelige plads har været ved foden af denne høj, og udtales, at kun en undersøgelse af højen vil kunne vise, om der er en nærmere forbindelse mellem stenen og højen. Også Thorsen omtaler højen og udtaler ønske om at få den undersøgt.

Om runestenens flytning til og rejsning på højen har den daværende sognepræst i Rimsø, Fr. Wilhjelm, fortalt: »Runestenen har henligget ved den søndre kirkedør. Den er derfra udtaget af kammerherre Benzon, og efter en del år at have ligget på kirkegården blev d. 2. august 1889 ved direktionen for de antikvariske mindesmærkers bevaring opstillet på højen. Om morgenen mødtes en stor del af sognets mænd, som drog den på ruller til stedet. Ved middagstid stod den rejst, men så brast det tov, der holdt den, og den sank om, først ved aften stod den atter oprejst efter et anstrengende arbejde. I foden der støbtes dagen efter, blev en beretning indmuret. Lærer Nissen fra Ramten ledede arbejdet.»

(Kilde: Hans P. Mogensen – Hver skimlet skrift og Danske Fortidsminder hjemmeside)

 

En almindelig anledning til at besøge kirken i Vejlby er, at man har hørt om præsten i Vejlby. Det er ikke den nuværende sognepræst, der her er på tale, men forgænger Søren Jensen Quist, der var sognepræst i Vejlby i begyndelsen af 1600-tallet.

Søren Jensen Quist blev i 1626 henrettet for mordet på en gårdskarl, og to hundrede år efter fattede Steen Steensen Blicher interesse for den dramatiske historie og skrev sin mesterlige dagbogsnovelle: “Præsten i Vejlby”.

Det er aldrig blevet afklaret, om den historiske præst i Vejlby var skyldig i mordet eller var offer for et justitsmord.

Søren Jensen Quist blev født i 1571 som søn af provsten Jens Andersen i Ålsø.
I 1598 får han kaldet som præst i Vejlby og Homå og gifter sig med den unge præsteenke i præstegården, som det var skik og brug.

I 1607 forsvinder gårdskarlen Jesper Hougård, der er ansat i præstegården, efter et Mikkelsmarked i Grenå.

Der opstod på egnen det rygte, at Jesper Hovgaard skulle være slået ihjel i præstegården, og mistanken mod præsten forstærkedes, da der mange år senere – i 1622 – da præstens karl var i færd med at grave tæt ved kirkegårdsdiget, hvorved nogle menneskeknogler kom til syne. Præsten lod atter karlen kaste hullet til, for at ingen mennesker eller kreaturer skulle falde deri, og komme til skade. Derved gik rygterne om at det var præsten der havde begravet Jesper Hovgaard på dette sted, og det var knogler af ham der var kommet til syne under karlens arbejde.

Dette førte til, at der blev rejst sag mod Søren Quist. Et par af hans fjender blev enige om at rejse sigtelse mod præsten for mordet på Jesper Hougård.
To mænd føres som vidner: Jep Skade, der siger, at han har overværet mordet, som præsten begik med en tinkande i fuldskab og hidsighed over, at Jesper Hougård kom sent hjem fra markedet.
Og Peter Worm, der bekræfter, at han den pågældende aften i 1607 har set Jesper Hougård gå ind i præstegården. Sagen endte med domfældelse for mord den 20. juli 1626.

Søren Jensen Quist indrømmer aldrig mordet, – 19 år efter Jesper Hougårds forsvinden – henrettes han af en skarpretter fra Århus ved halshugning på retterstedet ved Albøge Højen, også kendt som Sønderherreds tingsted.

Søren Jensen Quists søn Peder Sørensen, der såmænd også blev præst i Vejlby, genoptog sagen hvor man forfølger den gamle historie. Han får udvirket, at de to hovedvidner indrømmer at have vidnet falsk mod hans far, og de blev henrettet i 1634 for mened.
Men da han senere forsøger at rejse sag mod sagens formodede bagmænd, Søren Jensen Quists gamle fjender, falder sagen. Og vi er ikke blevet stort klogere på skyldsspørgsmålet.

Efter sigende blev Søren Jensen Quist begravet i Ålsø, hvor man i våbenhuset kan finde den romanske sten, der formentlig blev lagt over ham.

Fra Vejlby kirke kan man se lige over på “Hr. Sørens Hus” som er rester af den gamle præstegård. I dag bruges det smukt renoverede hus som menighedshus.

 

Rejst år: omkring 3500 f.Kr

Materiale: Natursten

 

Stenvad Langdysse, langdysse beliggende ca. 1,5 km nordvest for Stenvad. er kendt af de fleste danskere over 40 år, og det er sikkert det eneste fortidsminde, som bogstaveligt taget kan siges at have været i lommen på den generation. Sagen er, at det var denne dysse som var motiv for tegneren Ib Andersens tegning til den gamle 50 kr. -pengeseddel, som var i omløb fra 1956-70.

Der er offentlig adgang til langdyssen. Når man vil besøge stedet parkeres der på den lille parkeringsplads ud til Stendyssevej (v/ nr. 59), hvorfra en sti følges langs markskellet mod vest til dyssen.

Dyssen måler 19 m x 11 m, er fra omkring 3500 f.Kr. og har to kamre. Af det vestlige er kun bevaret enkelte sten, det østlige er delvis intakt med bære- og dæksten og dele af kammergangen. Endvidere er flere randsten bevaret.

Dyssens øvrige sten er fjernet og sikkert genbrugt til for eksempel vejskærver eller i byggeri. De mange middelalderlige kvaderstenskirker på Djursland var “storforbrugere” af sten fra dysser og andre oldtidsgrave. Ligesom vikingetidens runesten som oprindeligt markerede hedenske grave, men i dag oftest er flyttet til kirkerne, kan man sige, at også stenalderens dysse-sten inddirekte er blevet kristnet. Den nærliggende kirke i Stenvad er af meget yngre dato, og det er derfor ikke sandsynligt at der er brugt nogle af dyssens sten her.

De fleste mennesker har et romantisk billede af, at stendysserne altid har stået frit synlige i terrænet. Det er velbegrundet og stærkt befordret af gengivelser som den på 50 kr-sedlen og på guldalderens mange flotte landskabsmalerier, men sådan har dysserne altså ikke altid set ud. Langt de fleste fritstående dyssekamre er som ved Stenvad-dyssen et resultat af afgravninger og stenhugst forud for den første naturfredningslov i 1937.

Det bevarede gravkammer er af sekskantet form dannet af 5 store bæresten. Stenvad-dyssen dateres ud fra dens type til en relativt sen del af bondestenalderens Tragtbægerkultur omkring 3.500 f. Kr., men der har aldrig været foretaget arkæologiske udgravninger i den. De typiske gravgaver og fund i sådanne dysser er slebne flintøkser, som er bondestenalderens “varemærke”, flintflækker og keramik fra Tragtbægerkulturens meget flotte og rigt ornamenterede lerkar.

Mod syd ledte en kort gang gennem dyssens nu fjernede jordhøj frem til kammeret. 2 af gangens bæresten står stadig indvæltede mod hinanden udenfor kammeret. Værd at bemærke er også dyssekammerets store dæksten, som på undersiden er ganske flad. Den kan udmærket være blevet kløvet i stenalderen ved hjælp af opvarmning over bål og efterfølgende hurtigt afkøling med vand. En sådan behandling kan få selv meget store sten til at spalte eller åbne sig langs deres naturlige brudlinier. Spaltningen langs brudlinierne kan evt. hjælpes på vej med indbankede trækiler som overhældt med vand vil udvide sig.

Udgravninger har vist, at gulvet – og flere gange også en del af højen over randstenene som omgav bondestenalderens dysser og jættestuer – som regel var belagt med brændt flint. Herved krakelerer og sprænges flinten, og får en fra naturflinten anderledes hvidgrå farve. I pløjemarkerne omkring storstensgravene kan man ofte finde sådan ildskørnet flint, og når tomten af nu helt fjernede anlæg eftersøges, er fund heraf en af de sikre indikationer.

Af randstenene omkring den fjernede høj ved Stenvad-dyssen står endnu en del tilbage – særligt udenfor det bevarede gravkammer. En sidste detalje vedrørende konstruktionen er den flade, kantstillede sten som ses i gulvet ved overgangen mellem kammergangen og gravkammeret. Denne “tærskelsten” markerer overgangen, hvor der muligvis har siddet en dør til kammeret.

Ovenstående er uddrag fra Danske Fortidsminders hjemmside

 

   Søren Kande
   født 1801 – død 1860

   „Hej Landsmand! sid op nu! hvis du vil med,
   „Og hold saa din Dreng ved hans Trøje!“
   Han sidder der alt — og igjen nu afsted –
   Det var noget Andet end pløje.

   De Bølger de brusede over dem bradt;
   De Tvende holdt fast ved hinanden –
   Men see kun! nu har de jo Landet fat,
   Og frelste de springe paa Stranden.

   Saa skulle dog alle I danske Mænd
   Af Hjertet elske hinanden!
   I Faren og Døden sig give hen
   Den ene med Lyst for den Anden!

 

Inskription af Sten Steensen Blicher – 3 vers fra digtet Søren Kanne

 

Søren Mikkelsen Kanne (Kande) Dansk bonde født den 10. februar 1801 i Hessel Strandhuse, Ålsø, Grenå. Død den 10. november 1860 i Ålsø, Grenå.

Søren Mikkelsen Kanne boede i Strandhuset på Hessel Hede syd for Grenå. Ernærede sig dels som bonde og dels som snedker. Søren Kanne blev kendt for en utrolig farlig redningsaktion ud for Hessel Strand den 16. februar 1835.

Skipper Ole Jensen Jyde af Hornbæk sejlede ud om morgenen den 15. februar, fra Helsingør havn med sin jagt “Bente Marie” for at sejle en ladning salt til Grenaa. Besætningen bestod af skipper samt to matroser, Jens Larsen og Rasmus Svendsen.

Det var en en stærk østlig kuling da de sejlede over Kattegats bølger, og hen under aften fik de Grenaa havn i sigte, da det uheld skete at “Bente Marie” blev kastet ind på Hessel strand som et ituslået vrag.

Der var ingen på land der bemærket den lille skudes stranding, så besætningen måtte selv prøve at redde sig i land. Det blev en uhyggelig nat, hvor de var vidner til at den ene matros Rasmus Svendsen blev slået over bord af bølgerne og druknede. Om morgenen foreslog Jens Larsen at de skulle kaste sig i vandet og svømme i land. Skipper Ole Jensen var så afkræftet, at han ikke ville gøre forsøget. Det lykkesdes virkelig Jens Svendsen at kæmpe sig gennem brændingerne og op på strandbedden. I megen forkommen tilstand nåede han strandhuset, hvor han samlede kræfter igen.

Omtrent samtidig kom Søren Kanne med sin fader kørende til stranden, og opdagede den strandede skude, hvor de kunne høre skipperens nødråb. Søren Kanne red med to heste gennem brændingen  ud til et nødstedt – og nærmest ituslået – skib, og reddede skipperen i land. Redningsaktionen blev beskrevet i bl.a. “Ugeblad for den danske Bonde” den 24. februar 1835. Amtmanden skrev til kongen om Søren Kanne; og kong Frederik VI tildelte Søren Kanne “Medaillen for Druknedes Redning” og 40 Rigsdaler. Den 11. juni 1835 skriver Aarhus Stiftstidende om forløbet, og en række borgere i Århus skænker Søren Kanne et sølvbæger med følgende inskription:
“Fra borgere og borgerinder i Aarhus til boelsmand Søren Kanne, den højmodige frelser af et menneskeliv.”

Steen Steensen Blicher skrev i 1838 digtet “En anden og ny Vise om en Sømand og en landmand” om Søren Kanne. Ironisk nok led Søren Kanne druknedøden den 10. november 1860, ledte efter en bortløben ko, faldt i åen og druknede. Søren Kanne blev begravet ved Ålsø Kirke.

På mindestenen er gengivet de sidste 3 vers af Blichers digt.

I 1926 rejste Marineforeningen for Grenaa og Omegn en mindesten ved Grenå Strand; og i 1949 afsløredes på Grenå Torv en bronzestatue af Søren Kanne, udført af Johannes Bjerg.